Arne Olsen
Kapitel 1
Døren gik op, og der kom ind Fru Møller med bøger, hæfte, og et langt spanskrør under arm. Damer i klasseværelset holdt op at snakke.
„God aften, mine damer!” sagde Fru Møller.
„God aften!” svarede alle damerne.
Fru Møller satte sig bag lærerbordet, og åbnede karakterbogen, derefter slog hun sit hæft med planlæg af lektierne op.
„Fandens!” hviskede Johanna til sin arbejdsveninde, Kirsten Larsen. „Selv om jeg er femogtyve år gammel, må jeg sidde i skolebænken!”
„Firmaet har beordret os at lære, så lærer vi,” svarede Kirsten.
Lone Pedersen, en lille, frodige, mørkhårede dame, der sad i bænken foran dem, kiggede på dem over skulderen.
„Jeg er seksogtredive år gammel, men jeg må gå i skolen også,” sagde hun. „Jeg troede, at jeg er en voksen kvinde!”
Kirsten fnisede.
”Jeg ville gerne vide, hvornår vi får smæk i den bare numse!” sagde hun.
Lone Pedersen grinede kort.
„Dette kvindemenneske behandler os som små piger!” sagde hun.
„Tror i, at hun har ment dette alvorligt?” spurgte Kirsten.
Fru Møller bankede på lærerbordet.
„Man snakker ikke i timen, mine damer!” råbte hun. „Hvis De ikke har mærket endnu, at timen er begyndt, meddeler jeg Dem gerne, ater begyndt!”
Johanna, Kirsten og Lone holdt op at snakke. Denne høje kvinde med briller og en lille hårknude så ud og lød meget magtfuldt.
Fru Møller slog noget i sit hæft op. Hun så på Johanna.
„Frøken Godtfredsen! Har De forberedt Deres genfortælling?” spurgte hun.
„Nej, jeg har det ikke,” svarede Johanna.
„Frøken Godtfredsen! Det er allerede for anden gang, at jeg beder Dem om genfortælling! Jeg beder Dem nu, at De forbereder Deres genfortælling for den næste time. Hvis De ikke gør dette, vil De få femten slag med spanskrøret i den bare ende. I dag advarer jeg Dem for sidste gang. Har De forstået mig?”
„Ja,” svarede Johanna, og gav sig til at grine.
Fru Møller så på hende over sine briller.
„Hvis jeg var Dem, ville jeg ikke grine, Frøken Godtfredsen!” sagde hun. „En dame fra den anden klasse har allerede føllet spanskrøret!”
Alle damer tav. Fru Møller greb spanskrøret med begge hænder, og hævede det lidt over lærerbordet.
„Jeg erindrer jer, mine damer: hver forsømmer læren, vil få i den bare ende. Jeg synes, at De vil være den første dame i denne klasse for at få i den bare bagdel med denne pind, Frøken Godtfredsen, men jeg håber, De vil forberede Deres genfortælling for den næste time, så jeg ikke vil måtte bruge spanskrøret.”
Johanna følte sine kinder brænde. Fru Møller lagde spanskrøret på bordet.
„Vel, mine damer!” sagde hun. „Nu vil vi erindre den danske grammatik...”
Johanna sukkede, og kiggede gennem vinduet. Udenfor var det varmt og grønt, men hun måtte sidde i klasseværelset som en lille pige i stedet for at lege nøgne med Svend nogetsteds i skoven eller i hans lille bolig. Axel Houg, denne gamle gal, havde beordret, at alle ansatte, som ikke havde tilstrækkelig uddannelse, burde lære. Han betalte for aftenskolen, men han havde hyret dette forskrækkelige kvinde-menneske.
„Jeg har hyret Fru Møller, fordi jeg ikke gider spilde mine penge og jeg ved godt, at Fru Møller vil få Dem til at få den nødvendige uddannelse,” havde han sagt.
I August af det forrige år var Fru Møller også kommet ind på klasseværelset med bøger, hæfte, og spanskrør under arm. Hun havde lagt alt på lærerbordet. Hun havde magtfuldt set på den hele klasse.
”God morgen, mine damer!” havde hun sagt. ”Jeg hedder Sofia Møller, og jeg vil have timer i dansk med jer. Herr Houg, ejeren af forbindelseselskab Lynet har hyret mig, for at jeg lærer Dem det rigtige sprog. Jeg ved, mine kære damer, at vi jo taler dansk, men man bør vide, at man udtaler hende og ikke hinde, at man udtaler hun og ikke hon. Man skal tale et rent sprog uden fremmede ord.”
Pigerne havde ikke været opmærksomt på, hvad hun havde sagt. De havde set på spanskrøret, som havde ligget på lærerbordet.
„De undrer Dem, at jeg har bragt spanskrøret,” havde hun sagt derefter. „De skal vide, mine kære damer, at jeg er til gammeldagsopdragelse, hvor uartige damer får smæk i den bare ende. Forsømmer en dame læren, så får hun fra seks til fireogtyve slag med spanskrøret i den bare ende foran den hele klasse. I tilfældet af forseelsen bliver en dame advaret to gange. Hvis hun sidder advarslen overhørig, får hun smæk i den bare ende. Har De forstået mig, mine damer?”
„Ja!” havde pigerne kaldt da.
Nogle piger havde fniset. Fru Møller havde gryntet.
”Hvis jeg endnu en gang hører en dame fnise, vil jeg bede hende, at hun tager sin stol, og kommer her!” havde Fru Møller råbt, og vist et sted foran tavlen. Pigerne havde straks holdt op at fnise.
Nu talte Fru Møller om den danske grammatik. Johanna lyttede ikke efter hende. Hun tænkte på, hvad Svend havde mellem benene; en tyk pik og to hårede kugler. En hver pige ville være betaget af et sådant billede.
Kapitel 2
De gik under blomstrende træer til sporvognholdeplads.
„Du bør skrive denne genfortælling,” sagde Kirsten.
„Jeg vil skrive ingen afhandlinger,” snerrede Johanna. „Dette kvindemenneske vil kun skræmme mig.”
„Jeg tror, det ikke,” svarede Kirsten. „I den klasse er det allerede fire piger, som har fået med spanskrøret. Det er kun i vores klasse, at ingen pige har hidtil fået i den bare numse.”
Johanna lyttede ikke. Hun tænkte igen på Svends behårede ben.
„Jeg har ingen tid i dag,” sagde hun. ”Jeg møder Svend.”
Kirsten grinede.
”Hvis du ikke skriver denne genfortælling, vil din kæreste kunne se pæne striber på din bagdel!” sagde hun.
„Hold da op!” snerrede Johanna. „Dette kvindemenneske kan blot skræmme os!”
„Jeg forstår da ikke, hvorfor du er så dum!” råbte Kirsten.
Johanna så efter en fager dreng, der gik forbi.
„Hvad mener du?” spurgte hun.
„Folk ved noget om hende,” sagde Kirsten. „Hun er en heks, hun nyder af at slå på pigenumser. Derfor er pigerne forsigtige. De har fået at vide, at vores Fru Møller lærer i handelsskolen. Flere piger har fået der i den bare numse. Den rødhårede Hanne fra den gruppe har fået i den bare i går.”
„Det er måske sandt, men jeg vil ikke udsætte mødet med Svend,” svarede Johanna. ”Jeg føler mig dejligt efter en god knepperi. Hvis jeg ikke elsker med karlen længere tid, bliver jeg hysterisk. Jeg behøver en mand!”
„Når du vil have haft med spanskrøret, vil du føle dig endnu bedre,” spøgte Kirsten. „Det driver hysteriker godt ud også.”
Sporvognen kom. De steg ind. Drenge i sporvognen kiggede på Johanna. Deres liderlige blikke fik hende at huske hendes behov.
„Jeg ville da kunne kneppe her i sporvognen,” sagde hun.
En ældre dame kiggede med afstød på hende, og gjorde minen, som om hun ville spytte. Kirsten rødmede stærkt.
„Luk munden!” vrissede hun.
Johanna fnisede.
”Jeg har nu spøgt!” sagde hun. „Jeg elsker ikke med grønskollinger!”
Kirsten rystede på hovedet.
„Begynd heller at tænke på din genfortælling!” sagde hun.
Kapitel 3
Sofia Møller stod ved disken. Hun gav et gisp fra sig, og så på sit armbåndsur. Hun havde stået allerede fem minutter her. En ung sælgerinde talte i telefon i et lille bag værelse. Sofia fortrød, at hun ikke var gået til en anden forretning. Hun ville ikke vente så længe, for at købe tre små ting.
Pigen lagde endelig røret, og gik ud af bag værelset.
„God aften! Hvad ønsker De?” spurgte hun.
„Må man altid vente så længe her, for at blive betjent?” skreg Sofia.
”Undskyld! Jeg har ikke hørt Dem komme ind,” svarede pigen.
„Selvfølgelig har du ikke hørt mig komme ind, fordi du stadig taler i telefon, din dovne tøs! Desuden udtaler man jeg, og ikke jag!”
„Hvad ønsker De?” spurgte den unge sælgerinde igen.
”Man udtaler vad, og ikke væd,” vrissede Sofia.
Pigen kiggede på hende, og pustede. Man så hende blive vred.
„Hvad ønsker De?” spurgte hun igen.
”Giv mig Ekstrabladet, en kuglepen og chokolade,” sagde Sofia.
Pigen lagde tidsskriftet på disken. Nu søgte hun hylden med chokolader, som om hun var for første gang i denne forretning. Sofia havde lyst til at bande, selv om hun aldrig gjorde det.
„Kan du da ikke bevæge dig hurtigere?” råbte hun.
Pigen kiggede på hende over skulderen, tog langsomt en chokolade fra hylden, kom langsomt tilbage til disken, og begyndte at lede efter kuglepenne.
„Hvis du var min datter, ville jeg smække din bagdel,” snerrede Sofia.
Pigen kiggede mere opmærksomt på hende.
„Heldigvis er jeg ikke Deres datter,” sagde hun.
„Hvis du gik i min skole, ville du også få i den bare foran den hele klasse!”
„Er De lærerinde?” spurgte pigen.
„Joh,” sagde Sofia kort.
„Man udtaler ja, og ikke joh,” spottede pigen.
Sofia fnysede.
„Vil du endelig finde en kuglepen for mig?”
Pigen lagde en kuglepen på disken, og så Sofia i øjnene.
„Det undrer mig ikke, at De opfører sig således,” sagde hun. „Lærerinder er altid dumme aber...”
Sofia blev rød i ansigtet.
„Din... din...” snerrede hun, og hævede hånden, for at give en lussing til pigen. Pigen skreg, og trådte et skridt tilbage.
Klokken ved døren ringede. Nogen kom ind. Sofia vendte sig. En politibetjent stod der, og kiggede på hende. Han var meget høj.
„Hvad sker her?” spurgte han.
Sofia sænkede hånden.
„Nej, nej, det er ikke noget...” sagde hun stammende.
Politibetjenten gik et skridt fremad.
„Jette, er alt i orden?” spurgte han. „Jeg syntes, at du skreg, ikke?”
„Nej,” svarede pigen. „Vi har snakket lidt højt.”
Sofia lagde tidsskriftet, chokolade og kuglepen i tasken, og begav sig til døren.
„De har ikke betalt!” råbte pigen.
Politibetjenten lagde sin tunge hånd på Sofias skulder.
„Hold! Hvad er nu det?”
Sofia kiggede vredt på ham.
„Undskyld, jeg har glemt at betale,” svarede hun. „Desuden udtaler man vad, og ikke vaa!”
Politibetjenten fnisede, og tog sin hånd fra hendes skulder. Sofia kom tilbage til disken.
„Hvor meget?” vrissede hun.
„Kære fru! Man siger hvor meget koster det,” sagde pigen.
Sofia pustede. Du er heldig, at denne kæmpe er her, tænkte hun.
„Hvad har De købt?” spurgte pigen.
Sofia fik igen lyst til at give en lussing til den dumme tøs, men kæmpen fra politi var stadig der.
„Ekstrabladet, chokolade og kuglepen,” vrissede hun.
„Ak ja,” sagde pigen.
Hun tog en lille beregner, der så ud som et redskab for dværge. Knapperne var meget små. Pigen sammentalte Sofias tre indkøb, ved at trykke beregnerens knapper med en tændstik. Sofia stod der, og pustede højt. Du fortjener tyve slag i den bare ende, tænkte hun.
„Tyve kroner,” forkyndte hun endeligt.
Sofia betalte hurtigt, og løb til døren.
„Hav en god dag!” råbte pigen.
Sofia snerrede noget uforståeligt, og løb ud af forretningen. Hun hørte pigen og politibetjenten fnise.
Jeg håber, du kommer en dag til min aftensskole, tænkte hun. Jeg ville smække din fyldige bagdel, desværre kan jeg kun drømme derom. Nå, det er en anden unge dame, der må føle spanskrøret. Min lille datter, Lene. Hun køber i det skjulte porno-grafiske tidsskrifter. Hendes karakterer i skolen er lave. Jeg må snakke med hende. Hun er nærmest voksen, uden at hun gør noget, for at få en god uddannelse. Hun er sytten år gammel, i denne alder tænker man meget om uterlige ting.
Sofia Møller standsede foran hegningen af deres villa.
Svend bevægede sin pik i Johannas kusse. Han arbejdede langsomt, men stærkt. Johanna stønnede højt. Hendes øjne var store, hendes ansigt var højrød.
Han følte sig vidunderligt. Det var hans yndlingsstilling, når han kneppede denne frodige pige, ved at læne sig på hænderne. Sin pik stak dybt i hendes varme og enge hul. Det var dejligt, men han syntes, at det snart ville gå forbi.
„Eh, eh, eh, åååååh...” stønnede Johanna.
Svend følte udløsningen komme. Han stønnede, og stammede noget uforståeligt ud, det kløede stærkere og stærkere inden for pikken, han kunne ikke, og ville ikke holde det, og da kom det, mandlige safter sprøjtede i Johannas kusse. Hendes øjne blev endnu større, hendes mund gik videre op.
„Eeeee-eeeee-eeeee!” skreg Johanna.
Svends krop hoppede i bølgerne af udløsningen. Elskovsspillet endende. Svend trak den bløde pik ud af Johannas kusse.
„Har jeg fortalt dig, at jeg går i skolen?” spurgte Johanna.
Svend kiggede på hende, og smilede bredt.
„Du ser ikke ud som skolepige,” sagde han.
„Den gamle gal Houg har beordret, at kvinderne, der arbejder i hans fobindelseselvskab, skal tale det rigtige sprog. Han har hyret sådan en heks, Sofia Møller, for at hun lærer os det rigtige danske sprog.”
Svends øjenbryn gik op.
„Jeg forstår det ikke,” sagde han. „I er jo alle danske piger, ikke?”
„Ja, vi er danske piger, men vi skal vide, at man udtaler jeg, og ikke jag, at man udtaler fredag, og ikke fraada...”
Svend grinede.
„Hvad hedder jeres selskab?”
„Lynet.”
„Lynet!” råbte Svend. „Et pænt navn, kan jeg sige dig!”
Johanna sukkede.
„Denne heks har beordret mig at skrive en genfortælling. Hun siger genfortælling i stedet af referat, fordi referat er et fremmed ord.”
Svend nikkede.
„Det er sandt,” sagde han. „Har du skrevet din genfortælling?”
”Nej, jeg har det ikke.”
Svends øjenbryn gik op.
”Nej? Hvad hedder denne heks, der lærer jer det rigtige sprog?”
„Sofia Møller.”
Svend rejste sig hurtigt.
„Sofia Møller? Hun er en sand harpe. Skriver du ikke din genfortælling, så vil hun slå på din lille numse med spanskrøret!”
Johanna rejste sig nu også.
„Hvordan ved du det?” råbte hun. „Alle advarer mig nu, at jeg skal skrive den forbandede genfortælling!”
”Alle kender Sofia Møller,” sagde Svend.
Johanna sukkede.
”Hvad skal jeg gøre?”
„Jeg kan skrive en genfortælling for dig,” sagde Svend. ”Jeg er jo skriver.”
Johanna gjorde en smertelig mine.
”Nej, jeg vil nu have, at du gør noget andet,” sagde hun. „Læg dig...”
Svend lagde sig langsomt på sengen.
„Hvornår skal du skrive en genfortælling?” spurgte han.
Johanna greb sin pik. Hun funderede hurtigt over svaret. Svend burde ikke vide, at hun skulle skrive en genfortælling for i morgen, da han straks ville gide skrive, og sin pik ikke ville blive stiv.
”For næste uge,” svarede hun.
Svend smilede.
„Så har vi lidt tid...” sagde han.
Sin pik blev igen stiv. Johanna satte sig på den hårde kølle. Hun sukkede højt, og begyndte at bevæge sin numse.
„Du er dejlig, åååååh...” sagde Svend.
Lene Møller åbnede vinduet af sit værelse, tog Erotikmagasinet fra sit skrivebord, satte sig på stolen, lagde benene på skrivebordet, og åbnede tidsskriftet. Endelig kan jeg kigge på noget pænt, tænkte hun. Niels havde også noget pænt mellem benene, men hun nød af erotiske billeder.
En skygge faldt på tidsskriftet. Nogen kom ind på hendes værelse. Lene kiggede op. Det var sin søde mor. Lene sukkede.
„Ak, neeej...”
„Hvad læser du, min lille datter?” spurgte moren.
Uden at vente Lenes svar, tog hun tidsskriftet fra hendes hænder. Hun kiggede på den første side, og gjorde en mine, som om hun havde drukket edekke.
”Selvfølgelig er det Erotikmagasinet!” sagde hun.
Hun kastede tidsskriftet på Lenes skrivebord.
”Så vidt jeg husker, min unge dame, har du spildt tredive kroner for de uterlige tidsskrifter!” råbte hun.
„Mor, jeg tror, at vi ikke vil stritte om tredive kroner!” vrissede Lene.
„Man udtaler tredive, og ikke tratti!” belærte moren hende.
Lene brast i latter. Moren sukkede.
„Vel, kan jeg nu se din karakterseddel?” spurgte hun.
Lene holdt op at grine. Hun tog sine ben langsomt fra skrivebordet.
„Jeg... jeg har den nogen steds...” sagde hun stammende.
”Så lad mig se på den, min unge dame!”
Lene ledte langt efter karaktersedlen, skønt hun vidste godt, hvor den var. Moren gad smække hendes numse, det var jo selvforståeligt.
Moren stod bag hende, og ventede på karaktersedlen.
Lene hentede karaktersedlen fra skrivebordets skuffer, og gav den til moren. Hun tog sedlen, så på den, og gav et dybt suk fra sig.
„Fire, fem og seks!” sagde hun. „Det ser dårligt ud, min unge dame!”
Hun gik ud af Lenes værelse, og kom tilbage med det gule spanskrør. Lene blev skiftevis bleg og rød i ansigtet. For sidste gang havde hun haft med dette frygtelige redskab for to år siden, i April nittenhundrede syvoghalvfems. Hun havde da været en femtenårige pige, der havde interesseret sig mere i drenge end i undervisningen. Nu var det Maj nittenhundrede nioghalvfems, hun var sytten år gammel, men moren gad bruge sit elskede spanskrøret igen.
„Kom her med stolen!” befalede moren.
„Mor, jeg er allerede sytten!” råbte Lene. ”Jeg vil snart blive myndig!”
Moren smilede.
”Jeg kan sige dig, min unge dame, at jeg i går har givet en endefuld til damen, der er otteogtyve år gammel!” sagde hun stolt.
„Der er så gamle skolepiger i din klasse?” spottede Lene.
„Det er sket aftensskolen,” svarede moren. „Kom her!”
Lene sukkede, tog stolen, og stillede den på midten af værelset.
”Fint!” sagde moren. ”Løft nu kjolen, og bøj dig over stolens læne. Jeg beordrer dig ikke at trække dine trusser ned, fordi jeg formoder, at du har ingen trusser på. Du leger en uartig pige.”
”Ja,” peb Lene.
Hun løftede kjolen, og bøjede sig over stolens læne. Moren trak hendes kjole lidt højere, og trådte et skridt tilbage. Lene var bange, men samtidig pirrede det hende. Hun følte sig som en dreng før fodboldkamp.
”Jeg forventer, at jeg ikke mere vil måtte bruge spanskrøret,” sagde moren. Lene kiggede over skulderen, og så hende hæve spanskrøret.
”Uuuh-uuuh...!” peb hun.
”Uuuh-uuuh vil komme nu!” forkyndte moren.
”Hvor mange slag vil jeg få?” spurgte Lene med hvinende stemme.
„Tolv!” oplyste moren kort.
Lene følte tre slag, der kom tæt efter hinanden.
„Et, to, tre!” talte moren højt.
„Uuuh-uuuh-uuuh!” hylede Lene.
Der kom de næste tre slag.
„Fire, fem, seks!”
„Uuuh-uuuh-uuuh!” hylede Lene igen.
”Hvad sker her?” råbte en mandlige stem.
Det var faren. Moren holdt op at slå på Lenes numse. Lene åndede dybt. Røven sved meget.
„Bland dig ikke!” snerrede moren.
”Hvad sker her?” spurgte faren igen.
Han spørger, selv om han kan godt se dette, tænkte Lene.
„Kan du ikke se dette, far?” råbte hun. „Jeg får i den bare numse!”
Faren sukkede vredt.
„Gud, jeg er lige nu kommet tilbage fra arbejde, og jeg må deltage i kvindelige kiv og strid!” ømmede sig faren.
”Du må ikke,” svarede moren. „Det er mig, der slår på pigens numse. Bland dig ikke, siger jeg dig!”
„Til helvede med jer!” råbte faren, og gik væk.
„Fint!” sagde moren. „Vi kan nu roligt fortsatte din afstraffelse.”
Hun hævede spanskrøret. Slagene ramte igen Lenes bagdel.
„Syv, otte, ni!”
„Åååuv-åååuv-åååuv!” skreg Lene.
„Ti, elleve, tolv!”
”Uuuuh-uuuuh-uuuuh!” skreg Lene.
Moren sænkede spanskrøret. Lene rejste sig langsomt, og gned sine endebalder. De var højvarme.
„Sig nu tak for smæk, og nej pænt!” befalede moren.
”Mange tak, moder heks!” sagde Lene, og nejede.
Hun troede, hun ville nu have mere slag i den bare numse, men moren skuffede hende. Hun kom nærmere, og omfavnede hende.
„Min lille datter!” sagde hun kærligt. „Jeg vil have alt bedst for dig. Jeg vil have, at du får uddannelse. Kan du ikke forstå din mor?”
”Fremfor alt vil du have, at du kan smække pigenumser,” sagde Lene.
”Jeg er til gammeldagsopdragelse,” svarede moren. ”Ingen kan overbevise mig, at jeg ikke har ret. Der er så mange fordærvede børn!”
Lene nikkede. Moren havde ret.
„Min lille datter...” sagde moren igen.
Lene fnisede.
„Jeg er ikke mere en lille pige! Jeg er hundrede og firs centimeter høj som dig!”
Moren smilede.
„Min lille datter!” sagde hun igen. „Begynd at lære!”
Hvis du vidste, at jeg går i seng med min kæreste, hvad så, tænkte Lene.
„Ja, mor,” sagde hun.
Moren smilede med tilfredshed.
„Jeg er glad,” sagde hun, og gik ud af hendes værelse, ved at bære spanskrøret, som om det var en dyr genstand.
Lene gnubbede igen sine endebalder. Moren var vidunderlig ved at slå på hendes numse. Niels ville aldrig gøre dette, men Niels var ikke hendes søde mor...
Kapitel 6
Fru Møller kom ind på klasseværelset med bøger og sit spanskrør under arm. Hun så på Johanna, og lagde sine ting på lærerbordet.
”God aften, mine damer!” sagde hun.
”God aften!” svarede alle damerne.
”Siden i dag svarer man ’God aften, Fru Lærerinde!’” beordrede hun.
En dame fnisede. Fru Møllers øjne kastede et lynet. Hun hævede spanskrøret.
„Tror De, at det er latterlig, Fru Bertelsen?” snerrede hun.
„Nej, nej...” sagde Fru Bertelsen, en fyldige og korthåret blondine.
”Jeg tror det også!” sagde Fru Møller. ”Vi begynder det igen rigtigt: God aften, mine damer!”
”God aften, Fru Lærerinde!” svarede alle damerne.
”Fint!” sagde Fru Møller, og satte sig.
Hun slog sit hæfte med planlagte af lektierne op.
„Vel, hvad gør vi i dag?” sagde hun. „Uha da, har De skrevet en genfortælling, Frøken Godtfredsen?”
„Nej!” svarede Johanna.
Fru Møller kiggede på hende et længere øjeblik.
”Har De sagt ’nej’?” svarede hun.
”Ja, jeg har sagt ’nej’,” vrissede Johanna.
Fru Møller stod op.
”Vær venlig at stå op, Frøken Godtfredsen!” sagde hun.
Johanna stod op, og rettede sit lange hår.
„Jeg har bedt Dem to gange at skrive en genfortælling. De har ikke gjort det. De vil i dag få at vide, at mine ordrer skal udføres!”
Hun trådte langsomt til den anden række af bænker, hvor ingen sad, tog en stol bag den første bænk fra, og stillede den foran tavlen.
”Vær venlig at komme her, Frøken Godtfredsen!” befalede hun.
Johanna havde pludselig en tudse i struben, hendes hjerte begyndte at banke hurtigt. Hun havde aldrig haft med spanskrøret. Hun kunne ikke bevæge sig.
”Jeg venter Dem, Frøken Godtfredsen!” råbte Fru Møller.
Johanna gik langsomt hen, ved at kigge på Fru Møller og stolen.
”Vær nu venlig at klæde Deres nederdel og trusser af!” befalede lærerinden.
Damerne fnisede. Fru Møller så strengt på dem, og det blev igen tavs i værelset. Johanna skammede sig, skønt der var udelukkende kvinder i klasseværelset. Hun tog sin nederdel af, og lagde den på stolen. Hun blev højrød på ansigtet.
„Må alle se min bare numse?” spurgte hun.
„Her er blot damer,” svarede Fru Møller. ”Vær venlig at tage trusser af!”
Johanna tog rødmende sine trusser af, og lagde den på stolen.
”Bøj Dem nu over stolens læne,” befalede Fru Møller. ”Når jeg vil have givet Dem endefuld, vil De sige Tak, Fru Lærerinde, og neje pænt, har De forstået?”
Damerne brast i latter, men blev straks tavse.
„De er skørt!” skreg Johanna.
„Har De forstået?” spurgte Fru Møller strengere.
”Ja,” svarede Johanna.
Fru Møller smilede.
”Jeg glæder mig at høre det,” sagde hun. „Bøj Dem nu!”
Johanna bøjede sig over stolens læne, ved at støtte hænderne på sin nederdel og trusser. Fru Møller trådte tilbage, og tog spanskrøret fra bordet.
„Aaaah-fsss...” gispede Johanna.
„Som sagt, vil De nu have femten slag med spanskrøret i den bare ende,” oplyste Fru Møller.
”Nej, nej, nej!” peb Johanna.
”De skulle have skrevet din genfortælling, Frøken Godtfredsen!” råbte Fru Møller.
Hun hævede spanskrøret, og med stor øvelse gav hun Johanna de tre første slag på den bare numse.
„Et, to, tre!” talte hun højt.
„Aaaah, ååååh, ååååuv!” hylede Johanna.
„Fire, fem, seks!”
„Aaaah, aaaah, uuuuuh!”
Spanskrøret knalde igen ned på Johannas endebalder.
„Syv, otte, ni!”
„Uuuuh, uuuh, iiiiiiiiiiiiih!” hvinede Johanna. ”Hold da op!”
”Det er mig, der bestemmer, hvornår jeg skal holde op!” sagde Fru Møller.
Johannas numse var allerede rød. Damerne kiggede nysgerrig på. De følgende slag ramte de fyldige endebalder af den ulydige skolepige.
”Ti, elleve tolv!”
”Uuuuh-uuuuh-uuuuuh!” hylede Johanna. ”Nej, det gør så ondt!”
Fru Møller gav hende de tre næste slag.
”Tretten, fjorten, femten!”
”Iiiiiiiiih-iiiiiiiiiiih-iiiiiiiiiiiih!” hylede Johanna.
Fru Møller sænkede spanskrøret.
”Vær venlig at sige ‘tak’ for smæk, neje pænt, klæde Dem på, og komme tilbage til Deres bænk,” sagde Fru Møller.
Johanna rejste sig grædende, og følte på sine endebalder.
„Tak, Fru Lærerinde,” sagde hun nejende.
Fru Møller nikkede.
”De skulle have skrevet Deres genfortælling, Frøken Godtfredsen! Hvis de ikke gør det i den næste uge, vil samtalen med spanskrøret gentage sig. Har De forstået?”
„Ja,” peb Johanna, ved at klæde sine trusser på.
”Fint,” sagde Fru Møller. ”Vær venlig at stille denne stol på plads, og gå tilbage til Deres bænk!”
Johanna klædte sin nederdel på, stillede lydigt stolen på plads, og gik grædende hurtigt tilbage til sin bænk. Hun satte sig, og hylede højt.
„Jeg frygter, at De vil have det svært at sidde,” sagde hun, og kiggede på hendes armbåndsur. „Vel, kære damer, tiden går, i dag vil timen vare lidt længere, fordi jeg har måttet smække Frøken Godtfredsens bagdel. Emnet lyder...”
Johanna græd stadig. Hun fortrød meget, at hun ikke havde ladet Svend skrive denne forbandede genfortælling. Hun fortrød meget, at hun havde været så dum. Nu sad hun som på en varm ovn.
Så snart som denne forbandede time ender, løber hun til Svend.
Kapitel 7
Svend åbnede døren. Johanna kom ind. Svend kiggede opmærksomt på hendes ansigt. Således så piger ud, efter de havde fået en endefuld.
„Hvad er sket, skattepige?” spurgte han.
„Jeg har fået med spanskrøret,” vrissede Johanna.
„Hvorfor?”
„Du ved det jo! Jeg har ikke skrevet denne forbandede genfortælling!”
„Jeg forstår nu ikke noget!” råbte Svend. „Du har jo sagt, du må skrive et referat, undskyld, en genfortælling, for næste uge, ikke?”
Johanna sænkede øjnene.
„Jeg har løjet,” sagde hun lavt. „Hvis jeg havde sagt dig, det bør skrives for i dag, ville du have gidet skrive en genfortælling, i stedet for at have leget med mig.”
Svend nikkede stadig, mens han lyttede efter hende.
„Pige, jeg er nu meget glad, at du nyder at lege med mig, men du må ikke have med spanskrøret på grund af dette! Så hvad er nu det?”
”Je skal skrive en genfortælling for næste uge,” svarede Johanna.
Svend kiggede hende dybt i øjnene.
„Lyv ikke mere, ellers man vil igen slå på din numse!” sagde han.
”Det er sandt, jeg sværger!” råbte Johanna.
„Godt,” sagde Svend. „Må jeg kaste et blik på din bagdel?”
Johanna lagde sin dametaske på gulvet, løftede sin nederdel, og trak sine trusser ned. Svend gav en lyd fra sig som en høne, hvis hals blev skaret.
”Sikke striber!” skreg han. ”Klæd dig nu af, jeg vil lægge en våd håndklæde på din bagdel! Den er helt opsvulmet!”
Svend løb til badeværelset. Johanna klædte sig af, ved at smide sit tøj overalt på gulvet. Hun lagde sig på maven på Svends seng, støttede hagen på hænderne, og svingede benene. Jeg syntes, at denne modbydelige dag vil ende pænt, tænkte hun. Svend er en god dreng. Han knepper godt, og varetager godt af en dame også.
Svend kom tilbage, og lagde en våd håndklæde på Johannas opsvulmede numse. Johanna gav et dybt suk af lettelse fra sig.
„Hvor godt er det!” sagde hun. „Vil du elske med mig bagefter?”
„Nej, min kæreste dame!” svarede Svend. „Først vil man skrive din genfortælling! Jo tidligere, jo bedre!”
Han rettede sig, gik til det anden hjørne af værelset, og tændte sin datamaskine. Skærmen blev blå. Snart viste sig Vinduerne derpå. Svend smilede til hende.
„Lig der roligt!” sagde han. „Over et øjeblik gør jeg håndklæde våd igen!”
„Jeg keder mig...” brokkede sig Johanna.
„Jeg beklager det, min dronning! Jeg vil ikke have, at denne heks igen slår på din pæn bagdel, så jeg vil nu skrive, men jeg lover dig, at vi vil elske, når jeg er færdig med din genfortælling!”
Johanna gav et vildt skrig fra sig. Hun var ude sig selv af glæde.
„Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig!” hujede hun.
Svend grinede kort.
„Jeg ved, at du elsker mig,” sagde han, og satte tekstskiveren i gang.
ENDE