Arne Olsen
EN SMERTELIG SAMTALE
Pernille var en ung lyshårede kvinde med brede hofter og fyldige balder. Hun var højt nok, men hun bar højhælede skoene, så hun så højere ud. Hun havde langt hår, som strakte sig til halvdelen af hendes ryg. Hun fortalte, at kvindens lange hår fristede mænd. Mænd var hendes kæphest.
Hun pjækkede ofte dage fra arbejdet på skolen, når hun var gået med sin nutidige til-beder i sengen, eller når hun havde drukket for meget vin. I går havde hun ikke vist sig på skolen. I forgårs havde hun ikke været på arbejdet også. Denne dame bør have en endefuld i den bare ende, tænkte Helge Rasmussen. Som skolebestyrer har jeg været tålmodig nok. Lærerinder og skolepiger sladrer, at Frøken Holm kommer på arbejde, når hun gider komme, uden at jeg gør noget.
Han stod op, og gik til det naboliggende værelse. Birgit Pedersen, en fyldige blondine, så på ham.
„Hvad ønsker De, direktør?” spurgte hun.
„Har Frøken Holm vist sig i dag på arbejde?” spurgte han.
„Ja,” svarede sekretærinden.
„Vær nu venlig at gå til lærerværelset og at sige til Frøken Holm, at jeg vil snakke med hende,” sagde Rasmussen.
„Ja, direktør,” svarede Fru Pedersen.
Hun stod op, og løb ud af sekretærværelset. Rasmussen gik tilbage bag sit skrivebord, satte sig i sin lænestol, og ventede.
Fem minutter senere bankede man på døren. Frøken Holm kom ind. Hun var køn som altid. Hun smilede ømt.
„Godmorgen, direktør!” sagde hun. „Hvad ønsker De?”
Rasmussen viste hende lænestolen foran sit skrivebord.
„Vær venlig at sætte Dem,” sagde han.
„Meget tak,” svarede Frøken Holm.
Hun tak lænestolen lidt tilbage, og satte sig med benene over kors. Hun havde sat sig, således at man kunne se de lavste partier af hendes endebalder. Denne dame kan jo friste mænd, tænkte Rasmussen.
Frøken Holm smilede ømt igen.
"Hvorfor har De ikke været på skolen i går?" spurgte Rasmussen.
"Jeg kunne ikke komme på arbejde," svarede Pernille. "Der var så meget kærlighed og vin, forstår De mig?"
”Hvor har De været i forgårs?”
Pernille Holm smilede igen. Rasmussen så på hendes lange fingernegle.
”Direktør, jeg har villet have lidt tid med min kæreste. Det er ikke noget forkert, synes jeg? Har De en kæreste, direktør?”
„Jeg er gift,” svarede Rasmussen.
„Ak ja,” sagde Frøken Holm smilende. ”Altså ved De, at man vil have så meget tid som muligt med sin kæreste!”
„Jeg ved også, at man bør komme på arbejde,” sagde Rasmussen.
Pernille Holm satte sig behageligere på lænestolen. De lavste partier af hende endebal-der var nu godt synlige. Det var Maj, og det var varm, men nu var det blevet varmer.
”Jeg lover, at det ikke mere vil ske,” sagde hun alvorsfuldt.
Rasmussen sukkede.
"Frøken Holm!" sagde han. "De har lovet mig for to måneder siden, at det ikke mere vil ske. De har ikke overholdt ordet!
Pernille Holm smilede ikke mere.
„Vil jeg blive fyret altså?” spurgte hun.
„Nej,” sagde Rasmussen.
Pernille Holm smilede igen.
„Meget tak, direktør!” råbte hun. Jeg har da vidst, at De er en dejlig fyr!”
Rasmussen nikkede.
„Desværre må jeg meddele Dem, at De vil straffes,” sagde han.
Frøken Holm udstødte et kort skrig fra sig.
„De har jo sagt, at jeg ikke vil blive fyret?”
Rasmussen smilede.
„Nej, De vil ikke blive fyret. De vil blive straffet på en anden måde.”
Frøken Holm blev igen alvorlig.
”Hvad mender De?” spurgte hun.
”I vores skole gælder der somme gammeldagsregler,” svarede Rasmussen embeds-mæssigt. „De arbejder allerede otte måneder hos os, så bør De jo kende reglerne. I øvrigt har jeg fortalt Dem det, når De har ansøgt om arbejdet.”
„Ja, direktør” sagde Frøken Holm. ”Jeg husker, at De har da fortalt noget om gammel-dagsopdragelse, men jeg husker ingen enkeltheder.”
”Hvis De ikke husker enkeltheder, vil jeg gerne erindre Dem, at skolepigerne, der over-træder skolens regler, straffes her med spanskrøret. Det lavste antal slag i den bare ende er seks. Det højste antal slag er fireogtyve.”
„Vel, jeg er ingen skolepige,” sagde Frøken Holm smilende.
”Den samme regel vedrører lærerinderne også,” sagde Rasmussen. „Har veninder ikke oplyst Dem?”
Pernille Holm åbnede sin mund.
”Fru Kristensen har fortalt mig noget. Jeg har da troet, at hun spøger!”
Rasmussen rystede på hovedet.
„Nej, Fru Kristensen har sikkert ikke spøgt,” sagde han.
Pernille Holm bed i sin underlæbe.
„Hvordan vil De straffe mig?” spurgte hun.
„De vil få tolv slag med spanskrøret i den bare ende,” oplyste Rasmussen.
Pernille Holm måbede og tav.
"Direktør, jeg er jo niogtyve år gammel!" råbte hun.
Rasmussen smilede, som om hun havde ventet et sådant svar.
”Deres alder har intet at gøre med måden af afstraffelse, der er embedsmæssigt god-kendt i vores skole. Vores regler er jo tydelige: både skolepiger og lærerinder får fra seks til fireogtyve slag med spanskrøret i den bare bagdel, hvis de opfører sig urimeligt.”
Pernille Holm tav et øjeblik.
„Hvornår vil jeg få i den bare?” spurgte hun smilende.
„De vil straffes nu!” oplyste Rasmussen.
Frøken Holm smilede ikke mere. Hun stirrede blot på skolebestyreren, og udstødte kort uforståelige lyde fra sig, som om hun stammede.
”Direktør, kan vi måske løse det på en anden måde?” spurgte hun endelig.
Rasmussen så på de lavste partier af Frøken Holms endebalder.
”Hvad mener De?” spurgte han.
Frøken Holm smilede bredt.
”Jeg tror, at vi forstår hinanden,” sagde hun.
”Frøken Holm!” sagde Rasmussen. ”For det første er jeg gift. Jeg har aldrig været utro til min kone. For det andet må jeg sørge for orden i skolen. Derfor beder jeg Dem høfligt, at De ikke forslår en anden løsning.”
Frøken Holm blev ved med at smile.
„Vil der ske noget galt, hvis vi en gang leger?” spurgte hun.
„Hvis vi en gang leger, vil jeg blive utro til min kone. Desuden vil jeg blive uærligt over for lærerinderne, der er blevet straffet med spanskrøret, og De, Frøken Holm, vil blive ved med at pjække dage fra arbejdet. Det er, hvad der vil ske!” svarede Rasmussen.
”Altså vil jeg have smæk i den bare numse?” sagde Frøken Holm.
”Jeg beklager det meget,” svarede Rasmussen.
Han rejste sig, og gik lansomt til skabet i krogen af værelset. Pernille så efter ham. Han åbnede skabet, og hentede et gult spanskrør fra det.
Pernille blev bleg. Spanskrøret var over firs centimeter langt, og omtrent en centimeter tykt. Hun så et sådant slagredskab for første gang i sit liv.
"Jeg beder, at De kommer her," sagde Rasmussen, og viste midten af kontoret med spanskrøret.
Pernille stod op langsomt, som om hun var blevet seks gange tungere. Hun kom lydigt til stedet, som skolebestyreren havde vist.
”Oh, oh,” sukkede hun frygtsomt.
"Jeg beder, at De løfter Deres nederdel," befalede skolebestyreren.
Pernille gispede, og løftede sin hvid nederdel. Skolebestyreren syntes, at hun kiggede på hendes bare numse, fordi hun havde gennemsigtige trusser på.
"Nu beder jeg, at De trækker Deres trusser ned," befalede han.
”Det er jo tynde trusser!” modsatte sig Pernille.
”Reglerne bestemmer, at der skal slås i den bare bagdel,” sagde Rasmussen. „Vær nu venlig at trække Deres trusser ned!”
Pernille sukkede. Hun trak sine gennemsigtige trusser langsomt ned. Hun så på skole-bestyreren over sin skulder. Skolebestyreren så på hendes numse.
"Jeg beder nu, at De bukker dem," befalde han.
Pernille bøjede sig. Hun så skolebestyreren hæve spanskrøret. Hun huskede pludselig fortællinger om endefuld med pind, som hun havde hørt som syttenårige pige. Nu skulle hun selv få med en pind i den bare.
”Åh, åh!” sukkede hun frygtsomt.
„De skulle ikke have pjækket dage fra arbejdet!” sagde Rasmussen.
Hun så endnu en gang på Frøken Holms brede og fyldige bagdel. Denne unge dame har en køn bagdel, som min kone, Louise, tænkte han, men hun forsømmer jo sine pligter, så hun skal have en endefuld.
Hun hævede spanskrøret højere, og bankede på bagdelen af den unge lærerinde.
"Et!"
"Aaaav!" skreg Frøken Holm.
"To!"
"Aaaav!" skreg Frøken Holm igen.
"Tre!"
"Åååuv!" skrålede hun.
”Fire!”
"Åååuv!" skrålede Frøken Holm.
Efter det fjerde slag var kommet, begyndte Frøken Holm til at græde. Rasmussen blev ved med at slå på hendes numse. Han skyndte sig ikke. Han gav hvert slag hårdt og nøj-agtigt på den lavste og blødste del af hendes endebalder.
"Seks, syv!" talte han.
"Uuuh-uuuh...!" hylede Frøken Holm.
Hendes numse var ved at blive rød.
„Ni, ti!”
"Uuuh-uuuh...!" tudbrølede Frøken Holm.
”Elleve, tolv!”
"Iiiiiiih-iiiiiiih!" hvinede den unge lærerinde.
Hendes hele numse var nu højrød, og svulmede synligt. Rasmussen sænkede spansk-røret.
"De kan rette Dem," sagde han.
Pernille Holm rejste sig stivt. Hun græd højt, og gnubbede sin numse.
"Jeg håber, De vil nu komme regelmæssigt på arbejde,” sagde Rasmussen. „Jeg håber ikke, jeg vil måtte slå på Deres bagdel igen.”
”Nej, nej!” råbte Frøken Holm.
Rasmussen smilede som en far til sin uartige datter.
”Fint!” sagde hun. ”De kan klæde Dem.”
Frøken Holm trak sine gennemsigtige trusser op, og sænkte den hvide kjole. Skolebe-styreren gemte spanskrøret, og lukkede langsomt skabets døren.
„Vær nu venlig at komme tilbage til Deres arbejde!” befalede han.
„Ja, direktør” snøftede Pernille.
Grædende gik hun hurtigt ud af kontoret. Rasmussen satte sig igen på sin lænestol. Han var tilfreds. Nu vil ingen sladre, at jeg lader Frøken Holm forsømme arbejdet, da hun er min elskerinde, tænkte han. Fru Pedersen vil bestemt fortælle til lærerinderne, hvad der er sket her. Hvis en skolepige eller lærerinde går grædende ud af mit kontor, betyder det, at hun har fået smæk i den bare.
Hvis numse er kønner? Pernilles numse eller Louises numse? Louise var tyve år ældre end Frøken Holm, hendes numse var stor og moden. Han var meget forelsket i sin kone. Derfor havde Frøken Holm ikke kunnet friste ham.
Han satte sig behageligere, og så på brevene, som Fru Pedersen have bragt i morges. Han havde mange sager ad afgøre.
ENDE