Arne Olsen
Christina Lund følte sig meget usikkert. Hun sad stiv på lænestolen foran skole-bestyrerindens skrivebord, mens skolebestyrerinden skrev noget i dokumenter. Hun så helt ikke på Christina.
Christina så i det skjulte på sit armbåndsur. Klokken var ti i en. Hun var kommet ind på skolebestyrerindens kontor klokken tyve i en, så hun havde siddet i ti minutter her. Hun sad, og stirrede på Fru Bestyrerinde, der fortsatte at skrive i tavshed.
Efter Christina var kommet ind på dette frygtelige kontor, svarede bestyrerinden på hendes hilsen, og pegede på lænestolen foran sit skrivebord. Christina satte sig lydigt på lænestolen, og ventede.
Skolebestyrerinden plejede at smække lærerindernes bagdele med hårbørsten, når hun var meget utilfreds med følgerne af deres undervisning. Når lærerinderne overtrådte skolens regler, havde de også med hårbørsten. Hun havde i går besøgt Christinas matematiktime, og hun havde været utilfreds, men Christina mente ikke, at hun ville have med hårbørsten. Vibeke Pedersen, den yngste lærerinde i skolen, havde haft med hårbørsten, men hun var en ung letsindig dame, der tænkte mere på mænd end på lærerpligter, så skolebestyrerinden havde måttet irettesætte hende. Vibeke var meget ligeglad med sine pligter. Hun forsømte sine timer. Skolepiger fortalte, at man kunne sove i tysktimerne. En gang havde Fru Bestyrerinde besøgt Vibeke’s tysktime med den tredje klasse. I løbet af den ulykkelige time havde det vist sig, at følgerne af Vibeke’s undervisning var jammerlige. Lærlinge kendte ikke forme af tyske uregelmæssige udsagnsord. De vidste overhovedet ikke, hvad de tre forme af tyske udsagnsord overhovedet var. Vibeke var kommer over knæet, og havde fået halvtreds slag i den bare numse.
Christina mente ikke, at hun ville have at trække trusser ned som Vibeke. De var veninder, men de var jo så forskellige. Vibeke var seksogtyve år gammel og ugift. Hun plejede at sige, det var kun foreløbigt, at hun sled i dette gyminasie. Når jeg har fundet noget bedre, siger jeg farvel til denne skole, sagde hun. Christina havde ytret sig aldrig på den måde. Hun havde arbejdet i gymnasiet i Roskilde for tolv år, og hun elskede sit arbejde. Hun var otteogtredive år gammel, gift, og havde to halvvoksne døtre. Hun var en alvorlig kvinde. Gifte kvinder, der har børn, får ikke i den bare, det ville jo være latterlig, havde hun svaret til Vibeke, efter den yngre lærerinde havde sagt, at hun, Christina, også kunne få i den bare.
Ja, de var så forskellige. Vibeke var en langhårede brunette, hun var en blondine med kort hår. Hun brugte briller, Vibeke gjorde ikke. Vibeke holdt meget af lege med mænd i seng, Christina gjorde ikke. Begge havde et fælleskendemærke; de havde brede hofter og fyldige endebalder. Vibeke havde en stor numse i forhold til damerne i sin alder, men Christinas numse var endnu større og modnere.
Der gik endnu to minutter. Fru Bestyrerinde skrev og skrev. Christina funderede, hvad der var forkert med hendes matematiktimer. Hun var en pligttro lærerinde, men veninderne plejede at sige, at bestyrerinden aldrig var tilfreds, når hun besøgte nogens timer. Hun holder ikke af min måde at undervise, tænkte Christina, men hun vil ikke slå på min bagdel. Det er kun yngre lærerinder, der straffes på den måde. Jeg er nærmest fyrre år gammel, og jeg er mor til to døtre.
Christina så igen på sit armbåndsur. Der var gået endnu fem minutter, hun havde siddet sytten minutter, uden at Fru Bestyrerinde havde sagt et ord. Måske har hun glemt, at jeg sidder her, tænkte Christina. Hun gryntede lavt. Fru Bestyrerinde holdt op med at skrive, og så på Christina. Hanne Rixen Larsen var ikke grim, men hun så nu ud som en sand heks.
„Jeg har ikke glemt, at De er her!” sagde hun. „Vær venlig at vente, indtil jeg er færdig med dokumentet! Man grynter ikke til bestyreren, Fru Lund!”
Christina følte, at hun blev rød i ansigtet.
„Undskyld...” sagde hun lavt.
„De behøver ikke at undskylde,” svarede Fru Bestyrerinde, ved at kigge på dokumenterne. „Deres numse vil få den velfortjente endefuld alligevel.”
„Fru Bestyrerinde!” råbte Christina. „Jeg er allerede otteogtredive år gammel! Jeg har to døtre!”
Fru Bestyrerinde lagde sin kuglepen på skrivebordet, og så strengt på Christina.
„Vær venlig ikke at skrige her!” sagde hun. „Det gør ikke noget, at De har børn. Jeg er utilfreds med følger af Deres undervisning, og jeg vil slå på numsen. De tror, at De er en god lærerinde, men jeg tror det ikke. De forlanger for lidt fra lærlinge. Derudover er De ikke gået igennem det hele program. Det er nu begyndelsen af juni. Hvornår vil De gøre det?”
Christina blev rød som en pæon. Hun havde ikke skyndt sig med programmet. Hun havde troet, at bestyrerinden ville opdage intet. Slutningen af skoleåret var ved at komme, så Christina havde helt ikke formodet, at bestyrerinden ville gide besøge hendes time. Desværre havde Fru Bestyrerinde besøgt uforventet matematiktimen, og hun havde været utilfreds.
Fru Bestyrerinde lukkede en skuffer op. Hun tog en stor hårbørste fra, lukkede den, og lagde hårbørsten på skrivebordet.
„Ak...” sukkede Christina, ved at stirre på strafferedskabet.
Fru Bestyrerinde kiggede på Christina smilte lidt.
„Ja, Fru Lund, jeg vil slå på numsen ved hjælp af det,” sagde hun. „De meste skolebestyrere bruger spanskrøret. Jeg gider hellere bruge en hårbørste. Den er lille, og håndterlig. Den har ikke brug hverken for meget rum eller megen vedligeholdelse. Modsat spanskrøret forbruges det egentlig ikke. Spanskrøret er et godt redskab, det gør meget ondt på en damenumse, men nogle spanskrør, frem for alt de tynde, sårer huden, hvilket jeg ikke vil have. En hårbørste sårer ikke huden, og gør ligeså ondt som spanskrør, måske gør det mere ondt.”
Fru Bestyrerinde rettede sig stolt i lænestolen, efter hun havde udtalt de sidste ord af sin forelæsning. Christina sukkede igen. Hun følte sine lår ryste. Bestyrerinden smilte igen.
”De har ikke haft æren til at se dette redskab, synes jeg?” sagde hun. ”I dag kan De både se og føle det. Vær nu venlig at tage nederdelen og trusserne af.”
Christina stirrede på Fru Bestyrerinde. Hendes læber bevægede sig lydeløst.
„Vær venlig ikke at fortælle mig, at De er for gammel for at få i den bare!” sagde Fru Bestyrerinde. „For det første er De ikke så gammel. De er tolv år yngre end jeg. For det andet tillades legemlig straf til kvinder, som ikke er fyldt femogtres år. De bør kende loven, kære Fru Lund! Selvfølgelig kan kvinden nægte at modtage en legemlig straf. I et sådant tilfælde bliver man afskediget.”
Fru Bestyrerinde stod op, og ordnede dokumenter på skrivebordet.
„Nej, jeg vil ikke blive afskediget!” råbte Christina. „Jeg elsker dette arbejde!”
Bestyrerinden fnisede hånende.
„De elsker dette arbejde!” gentog hun. „Jeg ville gerne tro det. De elsker dette arbejde, således at De forsømmer undervisningsprogrammet. I hvert fald forstår jeg, at De godkender smæk i den bare.”
„Ja,” sagde Christina lavt.
Bestyrerinden smilede igen.
”Jeg er meget glad, at vi forstår hinanden,” sagde hun. „Vær nu venlig at klæde Dem af.”
Christina stod langsomt op. Hun følte sig, som om hun vejede fem gange mere end i virkeligheden. Hun lynede sin nederdel, tog den af, og lagde på armlænet. Nu skulle hun tage sine trusser af. Christina var meget glad, at skolebestyreren ikke var mandlig, men hun skammede sig alligevel. Ingen kiggede på hendes bare numse, selv ægtemanden så den meget sjældent. Anders ville altid have, at hun sov nøgen med ham, men hun klædte altid natkjolen på, og vendte sig således, at ægtemanden så hverken hendes kusse eller numse. Han tilkendegav hende mange gange, at han var meget utilfreds dermed.
Hun tog sine store hvide gammeldagstrusser helt af, og lagde den på armlænet. Bestyrerinden stod som en streng herskerinde bag sit skrivebord.
„Vel, vi kan begynde,” sagde hun, og tog fat i hårbørsten.
Telefonen ringede. Bestyrerinden gjorde en overrasket mine, og lagde hårbørsten tilbage på skrivebordet. Hun løftede røret.
”Hanne Rixen Larsen, Bestyrerinden af Gymnasiet til Roskilde...” sagde hun.
Hun lyttede et øjeblik efter den anden person, og gav sig til at grine.
„Ak, det er dig, Marianne,” sagde hun. „Ja, jeg kommer straks.”
Marianne Olesen arbejdede som bogholderen i gymnasiet. Hun var den eneste kvinde, der aldrig fik smæk af Fru Bestyrerinde. For det første var hun bogholder, og bogholderen er ligeså fornem som bestyreren. For det andet var hun en fyldig dame, som næppe kunne lægges over knæet.
Fru Bestyrerinde lagde røret, og så på Christina.
„Jeg må snakke med Fru Bogholder,” sagde hun. „Det vil ikke vare længe. De vil vente her, indtil jeg kommer tilbage.”
Hun gik til døren, trak nøglen fra låsen, gik smilende ud af kontoret, og lukkede døren. Nøglen knirkede i låsen.
Christina satte sig igen på lænestolen. Denne heks havde indespærret hende! Hun så på sit armbåndsur. Klokken var fem over en. Hun så på rødt hår på sin kusse, og sukkede. Fru Bestyrerinde var gået af sted, og hun sad halvnøgen her, og ventede på en endefuld.
Hårbørsten lå, hvor Fru Bestyrerinde havde efterladt den. Christina så på den, som om den var en giftig slange. Vibeke havde fortalt, at hårbørsten gjorde meget ondt. Man føler følgerne langt derefter, havde Vibeke sagt. Hun havde haft det svært ved at sidde i en uge efter den endefuld.
Klokken var otte over en. Christina sad der, og stirrede på hårbørsten. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidste gang havde brugt en hårbørste. Sandsynligt havde hun brugt sådan en i året nittenhundrede nioghalvtreds som en sekstenårige pige. Hun havde da haft langt hår. I det samme år havde hun ladet klippe sit hår, så hun ikke mere havde brug for en hårbørste. Nu hvor hun var en moden kvinde, havde hun endnu kortere hår, så hun fortsat ikke havde brug for en hårbørste. Det var kun hendes døtre, som brugte hårbørster. Hun havde aldrig tænkt på hårbørsten som på et slagredskab. Forældrene havde aldrig givet hende en endefuld, og hun selv slog aldrig på numser af sine døtre.
Kalenderen på Fru Bestyrerindes skrivebord viste 4 Juni 1981. Christina vidste nu godt, at det var en særlig dag. Hun var ikke i tvivl om, at hun på denne dag ville få den første endefuld i sit liv. Hun vidste, at det ville være en hård endefuld.
Hun stirrede igen på hårbørsten, gjorde miner og sukkede.
Anders Lund havde det svært med sit mandlige lem. Der studerede mange fagre piger på universitetet til Roskilde. Altid når han så en rund pigenumse, blev hans lem straks stiv, ganske stivet, således at man kunne se hans gylp rejse sig. Det var meget skamfuldt, men han var en ægt mand, og havde en stor behov for en damenumse. Hans elskede kone, Christina, var en vidunderlig kvinde, men hun legede med ham så sjældent. Han huskede ikke endda, hvornår han for sidste gang havde set hendes bare numse.
Anders var hende ikke utro, men han vidste ikke, hvor længe han endnu kunne holde ud. Han vidste, at pigerne holdt af ham. Deres øjne flimrede, når de kiggede på ham. Der var slanke piger, men der var fyldige piger også. Han så ofte et stykke af en ung fyldig pigelår. Hans lem blev stivt, men når han stod bag katederet, kunne man ikke se dette.
Anders vidste, at han ville komme på en hård prøve i løbet af denne forelæsning, men der var ikke anden udvej for ham end at overstå den.
”Lad mig nu sige et par ord om begrebet skandinavisk,” talte han. ”Jeg gentager altid, at der er ikke skandinaviske sprog. Der er enten germanske sprog eller ugro-finske sprog. I tilfældet af Den Skandinaviske Halvø er der kun et sprog af den anden familie, det vil sige, det Finske sprog. Selvfølgelig kan det Finske sprog ikke nævnes sammen med Dansk, Norsk og Svensk, fordi dette sprog tilhører, som sagt, en anden sprogfamilie. Det Islandske sprog kaldes for et skandinavisk sprog, ihvorvel Island ligger fjernt fra Den Skandinaviske Halvø. Til sidst kaldes Dansk, vores modersmål, også for et skandinavisk sprog, men Danmark ligger jo ikke på Den Skandinaviske Halvø, mens Sverige og Norge gør. Man kan sagtens fastslå dette, hvis man ser på kortet. Mine damer og herrer; hvem der kalder Dansk for et skandinavisk sprog, har aldrig set på kortet!”
Alle studenter brast i latter. Anders smilede, og fortsatte forelæsningen.
”Som sagt, er der kun germanske sprog. Den germanske sprogfamilie består ud to grene, det vil sige, den nordlige gren og den vestlige gren. Den vestlige gren af germanske sprog indeholder sprog af de folkere, der er flyttet fra Den Skandinaviske Halvø. Sprog af disse folkere er blevet forfædre af sprog som Tysk. Den nordlige eller den nordiske gren indeholder sprog af folkere, der aldrig har forladt Halvøen, eller er ikke flyttet langt væk derfra. Jeg mener forfædre af Danskere...”
Pigen, der sad i den første række, stirrede på ham. Hun havde langt rødt hår og store bryster. Hun hed Ingrid Gundesen. Anders havde en gang set hendes fyldige lår. Hun havde siddet på en bænk her på instituttet. Hendes løse nederdel var faldet ned, således at man havde kunnet se hendes lange og tykke ben. Anders pik var da blevet stiv, og Anders var gået hurtigt væk. Han havde ikke villet have, at Ingrid så hans gylp briste.
Nu blev hans pik stiv også. Anders havde elsket med Christina for to uger siden, så billeder af kvindelige lår pirrede ham dobbelt så stærkt. Hvad angik Ingrid, var det kun en erindring, han kunne ikke se hendes ben nu, men Ingrid sad her, og stirrede på ham. Det kløede behageligt indenfor lemmet. Anders syntes, at mandlige safter ville sprøjte i bukserne, hvis han ikke kastede billedet af Ingrids lår ud fra hans forestilling. Han bøjede sig over forelæsningens manuskript.
”Forfædrene af Danskere,” fortsatte han” tilhører gruppen af folkere, der ikke er flyttet langt væk fra Den Skandinaviske Halvø. I det niende eller tiende århundrede er de flyttet fra den sydlige Norge. Man kan roligt antage, at forfædrene af Danskere er kommet til disse øer og Den Jyllandske Halvø fra den sydlige Norge, fordi Dansk og Norsk ligner meget hinanden.”
Hans lem var ikke mere så stivt. Det kløede ikke mere indenfor det. Han havde vundet. Mandlige safter havde ikke sprøjtet i bukserne.
Han så på forelæsningssalen. Studenterne lyttede opmærksomt efter ham. Han talte om sprogene på en ualmindelig måde, så ingen kedede sig i hans forelæsning. Det var kun Ingrid Gundesen, der ikke tænkte på sprogene i dette øjeblik.
Anders vidste, at han havde at elske med Christina, før Ingrid aflagde eksamen. Han havde at kneppe hende så tit som muligt, for ikke at begære Ingrid Gundesen, men Christina elskede med ham så sjældent. Han havde ingen anelse om, hvad han skulle gøre. Han håbede, at der ville ske noget uforventet...
„Medens Rigsdansk ligner det Norske sprog, hvilket en hver sagtens kan mærke, ligner danske dialekter det mere...” fortsatte han.
Tiden gik. Christina gad ikke mere se på sit lille armbåndsur. Klokken var femten over en, uden at bestyrerinden kom tilbage. Christina havde ingen anelse mere om, hvor længe hun ville måtte sidde halvnøgen her. Ventetiden var værre end endefuld, ligegyldigt hvor smertelig den skulle værre.
Hun sad, og stirrede blødsindigt på hårbørsten. Dens bagside var hård, den var lavet af æggetræ eller lønnetræ, hun gad ikke prøve det. Hun var sikkert på, at det ville gøre meget ondt. Hun kunne forestille sig, hvordan det føltes, da en sådan hård overflade ramte følsomme kvindelige balder.
Hun sukkede dybt, og så på en høj skammel, der stod ved væggen til venstre af . bestyrerindens skrivebord. Hun gættede, at bestyrerinden ville sætte sig på skamlen, og hun, Christina, ville lægge sig over hendes knæ. Vibeke havde fortalt, at hun var kommet over knæet, men hun havde sagt intet om skamlen. Måske havde hun glemt dette, den stakkels pige.
Nøglen knirkede i låsen. Christina var nærmest faldet ned fra lænestolen. Kors, hun er tilbage, tænkte hun, nu vil jeg få i den bare numse.
Hendes kusse blev varm ved denne tanke. Hun var ikke mere bange. Hun følte sig, som om hun skulle elske med sin mand, det var en sjov tanke, fordi hun aldrig følte sig så før en leg i seng med Anders, hun betragtede det som en ubehagelig pligt. Hun så på hårbørsten, og hvislede ved tanken om smæk.
Fru Bestyrerinde kom raskt ind på kontoret. Christinas hjerte begyndte at banke hurtigere, hun følte, at hun rødmede.
„Vel, det har varet et stykke tid,” sagde Fru Bestyrerinde, ved at lukke kontorets dør. „Nu kan vi snakke.”
Christina bevægede sig på lænestolen. Hun følte et tryk på sit numsehul. Jeg vil nu skide, tænkte hun, og trak vejret. Hun sked ikke.
Fru Bestyrerinde drejede nøglen i låsen.
„Jeg låser døren, så man ikke forstyrrer os,” sagde hun. „Det vil tage tid, før jeg er færdig med Deres numse.”
Christina rødmede mere. Hun forstod, at hun vil få mange klask i den bare ende. Vibeke havde haft halvtreds slag. Hun følte sig igen, som om hun skulle skide. Kors, jeg vil have en hård endefuld, gik det igennem hendes hoved.
Fru Bestyrerinde efterlod nøglen i låsen, skubbede skamlen lidt væk fra væggen, trådte et skridt til sit skrivebord, bøjede sig lidt fremad, tog den frygtelige hårbørste fra skrivebordet, og satte sig behageligt på skamlen.
”Vær nu venlig at komme her hen, Fru Lund,” befalede Fru Bestyrerinde.
Christina stod op, og gik hen til den høje skammel, hvilken bestyrerinden sad på. Hendes fyldige lår rystede, mens hun gik. Hun standsede foran den halvtredsårige heks. Fru Bestyrerinde så på hende.
„Vær venlig at komme her hen til min højre side,” befalede hun.
Christina trådte to skridt til venstre, og standsede ved bestyrerindens højre hånd. Hun skammede sig over, at hun havde at gå halvnøgen rund.
„Vær venlig at lægge Dem over mit knæ,” befalede Fru Bestyrerinde.
Christina bøjede sig fremad, for at lægge sig over bestyrerindens knæ. Da greb Fru Bestyrerinde hende, og lagde rask over sit knæ. Christina stønnede kort. Harpen satte hendes højre hånd mellem sine knæer.
„Ak!” skreg Christina.
Hendes højre hånd var nu klemt mellem Fru Bestyrerindes stærke knæ. Der var ingen tale om, at Christina kunne beskytte sine endebalder med hånden af straffende klask. Christina var en frodig kvinde, men Fru Bestyrerinden var tykkere og stærkere, og holdt hende i et stærkt greb.
”Nu vil vi slå på den lille numse, kære fru!” sagde Fru Bestyrerinde.
”Uuuh-uuuh-uuuh...” sukkede Christina med angst.
Smækket var endnu ikke begyndt, men Christina vidste godt, at det ville straks komme. Fru Bestyrerinde hævede hårbørsten.
Der kom det første slag, og det gjorde meget ondt. Christina gav et hyl fra sig. Det andet slag ramte hendes venstre endebalde, det tredje slag ramte hendes højre balde, det fjerde slag ramte igen hendes venstre balde, Christina skreg som besat, hun gad beskytte hendes forsvarsløse numse, men hendes højre hånd var jo klemt, Fru Bestyrerinde blev ved med at smække, hun skiftede balderne med et hvert slag. Christina hylede, og sparkede ud med benene.
”Otte, ni, ti, elleve, tolv, tretten, fjorten!” talte Fru Bestyrerinde. ”Din numse skal svulme på en jævn måde!” tilføjede hun, ved at gøre en kort pause.
Det femtende slag ramte Christinas højre endebalde, det sekstende slag ramte hendes venstre endebalde, Fru Bestyrerinde talte igen slagene, Christina tudbrølede, numsen sved afsindigt, tårerne strømmede fra hendes øjne.
„Atten, nitten, tyve...” talte Fru Bestyrerinde.
Christina sparkede stadigvæk ud med benene, skoen fra hendes venstre fod var faldet, hun syntes, at hun ville tisse af smerten, men hun tissede ikke, hendes kusse blev varmere og varmere, hendes krop spændte sig, hendes numse modtog slagene, det gjorde stadig ondt, men det begyndte at være rart.
„Femogtyve, seksogtyve, syvogtyve...”
„Aaaaah-aaaah-aaaah!” skreg Christina.
Hendes stemme var hæs, varme bølger gik igennem hendes krop.
„Otteogtyve, niogtyve, tredive!”
Smækket standsede. Christina var lidt skuffet. Hun gad have mere. Denne følelse forbavsede hende. Hun forstod ikke, hvad der skete.
Fru Bestyrerinde satte hendes højre hånd fri.
„Rejs Dem!” befalede hun.
Christina rejste sig fra Fru Bestyrerindes skød, og søgte efter hendes venstre sko, der burde ligge der. Den lå ved væggen.
Fru Bestyrerinde stod pustende op, og gemte hårbørsten i skrivebordet.
”Klæd Dem på,” befalede hun.
„Ja,” svarede Christina, ved at sluge tårerne.
„Jeg håber, at De vil overholde tiden af undervisningsprogrammet i det næste skoleår,” tilføjede Fru Bestyrerinde. ”I denne uge tager De fire ekstratimer. Prøv ikke at snyde mig. Hvis De gør, vil hårbørsten bruges igen.”
Christina trådte til lænestolen. Endebalderne sved, mens hun gik. Hun tænkte på den særlig følelse, der var kommet over hende i løbet af endefulden. Hun havde hørt folk fortælle om skøre kvindemennesker, som nød af at få smæk i den bare numse, men hun havde ikke troet, at hun selv var en dum masochistisk tøs.
Hun klædte sig på, men hun stod stadig foran Fru Bestyrerindes skrivebord. Hun tænkte og tænkte på sin kvindelige sjæl. Det var utroligt, hun holdt af at have smæk i den bare, nej, nej, nej, det kunne ikke være sandt...
Fru Bestyrerinde så på hende.
”Hvorfor er De her endnu?” skreg hun. ”De har fået den velfortjente endefuld, nu kan De gå!”
Christina vågnede.
„Ja, Fru Bestyrerinde,” sagde hun lydigt.
Hun skyndte sig til døren. Hun drejede nøglen i låsen.
„Farvel, Fru Bestyrerinde,” sagde hun.
”Farvel!” vrissede Fru Bestyrerinde.
Christina gik ud af det frygtelige kontor på tæerne. Måske var hun en dum tøs, der tændte på smæk i den bare numse, men hun gad ikke undersøge det lige nu. Endebalderne sved for meget.
Kapitel 4
Tove ventede på ham ved døren af hans kontor. En grøn kjole uden ærmer sad tæt på hendes fyldige krop. Hun stirrede på ham, man syntes, at hun ikke blinkede med øjnene. Hun havde kort lyst hår og blå øjne.
„God morgen, Tove,” sagde Anders.
”God morgen!” svarede hun, og smilede igen forførerisk. ”Jeg gad drøfte emner af øvelser med dig.”
Anders smilede, og satte nøglen i dørens lås. Når Dr. Tove Hansen sagde, at hun gad drøfte emner af øvelser, betød det, at hun gad forføre ham. Tove Hansen var, bortset fra den rødhårede Ingrid Gundesen, en anden fristelse, han havde at stå for, hvis han gad være tro til sin kone, men i denne uge var hverken Ingrid Gundesen eller Tove Hansen til fare for sit ægteskab. Christina, hans søde kone, havde elsket med ham hver nat, hun var nu en ganske forskellig kvinde.
Anders åbnede døren.
„Kom ind,” sagde han.
„Tak,” sagde Tove, og kom ind på hans kontor.
Hendes fyldige endebalder hoppede under kjolen. Anders var glad, at han havde elsket med Christina i natten, ellers ville hans pik spændt sig. Det kløede ham så rart inden for pikken alligevel.
Tove satte sig på en lav lænestol, og Anders så hendes runde knæer og et stykke af hendes fyldige lår.
„Vil du drikke kaffe?” spurgte han.
„Ja,” svarede hun.
Hendes øjne flimrede, da hun kiggede på ham. Anders tog sin elektrisk kande, og gik ud af kontoret. Hvis min elskede Christina ikke havde forandret sig, ville jeg have kneppet Tove på denne lænestol, tænkte han, ved at gå til toilettet.
Han kom fløjtende tilbage med den fulde kande, stillede kanden på brættet ved vinduet, tændte den, stillede to glas på hans skrivebord, tog en boks med kaffe ud af skrivebordet, og dryssede kaffe i glas. Tove fulgte ham med øjnene.
„Du er i dag meget fro,” sagde hun. „Du er fro hele ugen. Er din da kone begyndt at elske med dig?”
Anders så på hende. Han havde en gang sagt hende, at konen elskede sjældent med ham. Han skulle ikke have fortalt det til hende, men det var sket.
„Ja,” svarede han kort.
Tove gjorde store øjne.
„Det er utroligt!” råbte hun. „Må jeg så spørge, hvad der er sket?”
„Bestyrerinden af gymnasiet har givet en endefuld til Christina, tredive slag med en hårbørste i den bare ende. Dette smæk har opvarmet hende. Deres bestyrerinde er en sand heks, kan jeg sige dig. Jeg ved selv ikke, om jeg skal være taknemmelig til hende eller forbande hende.”
”Hvis din kone har forandret sig til det bedre, tak skal hun have,” sagde Tove.
„Ja,” sagde Anders. „Hvis bare den stakkels piges lille numse ikke havde været så opsvulmet! Hun har det stadig svært med at sidde!”
„Endefuld er endefuld,” sagde Tove. „Hvad kan du forvente, efter damen har fået sig tredive slag med en hårbørste i de bare numse?”
Vandet kogte i kanden. Anders slukkede kanden, og øste vand i glad. Han stillede sukkerdåse foran Tove.
„Kan et smæk i den bare ende virkeligt kan opvarme en kvinde?” spurgte Anders, ved at sætte sig ved hans skrivebord.
Tove tilføjede sukker til hendes kaffe, og blandede væsket.
„Ja,” svarede hun. „Mange damer nyder af at få i den bare numse. Jeg selv leger stedmor og steddatter med min veninde fra skoletid. Hun smækker min numse, fra vi har været i den første klasse af gymnasiet.”
Anders drak lidt kaffe.
„Kender din mand noget til det?” spurgte han.
„Han ved, at vi leger på den måde,” svarede Tove. „Han grinder, og advarer mig, at jeg skal være artig, ellers vil stedmoren slå på min numse.”
Anders blev nysgerrig.
„Har du haft med en hårbørste?” spurgte han.
”Nej,” svarede Tove smilende. ”Med sådan en har jeg aldrig haft i den bare ende, så jeg ikke ved, hvordan den føles. Min veninde bruger hånden eller spanskrøret. Jeg holder af at få tolv slag med spanskrøret i den bare ende. Det er så ophidsende! Man bøjer sig, og man venter, indtil de svidende slag kommer.”
Anders drak kaffe, og stillede sit glas tilbage på skrivebordet.
„Christina har aldrig fortalt, at hun nyder af at få i den bare!” råbte han.
„Hun har ikke vidst det,” sagde Tove. „Nogle piger drømmer om smæk i den bare ende fra deres barndom, nogle piger opdager tingene ved tilfældighed.”
„Ak ja,” sagde Anders. „Tror du, at jeg bør smække Christinas bagdel, hvis hun igen nægter at elske med mig?”
Tove grinede kort.
„Kære du!” sagde hun. „Endefulden af Fru Bestyrerinde har ikke opvarmet hende til det hundredste år af hendes liv!”
„Det er kun foreløbigt, at hun har forandret sig?”
„Ja,” svarede Tove. „Desværre!”
Anders gav et dybt suk fra sig.
„Hvad bør jeg gøre? Jeg gider ikke smække Christinas bagdel! Jeg vil heller have, at hun adskiller sine fyldige lår og elsker med mig...”
Tove rørte hans hånd.
”Tag det roligt!” sagde hun. ”Der er ingen grund til bekymring. Hvis du ikke gider slå på Christinas numse, kan du føre hende hen til min veninde. Caroline slår godt på damenumser. Selv hvis hun kun bruger hånden, vil din søde kone føle det!”
Anders drak igen lidt kaffe.
„Jeg håber ikke, det vil være nødvendigt,” sagde han lavt.
Tove drak resten af kaffe, og stod op.
„Jeg må løbe,” sagde hun. „Jeg har ikke fået, hvilket jeg har villet have, men jeg glæder mig, at jeg har kunnet hjælpe dig! Vi ses!”
Hun gik ud. Anders blev alene med sine tanker.
„Jeg vil ikke føre min kone hen til et andet kvindemenneske,” sagde han lavt til sig selv. „Jeg er mand, og jeg kan nå det selv.”
Han drak resten af sin kaffe, og så på sit armbåndsur. Om ti minutter skulle han holde en forelæsning.
Kapitel 5
Døtrene sovede, lyset var blevet slukket for femten minutter siden. Christina lå ved hans side. Hun havde igen natkjolen på. Hun havde sagt, at døtrene burde ikke se nøgne forældre i seng. Hun havde sagt, at han burde tage noget på også. Anders havde måttet overenstemme. Hun havde haft helt ret.
”Hvor er det godt, at skoleåret er forbi,” sagde hun. „Endelig kan jeg hvile mig. Jeg vil ikke se denne heks Rixen Larsen. Har du tænkt på, hvor vi går hen til ferie?”
”Jeg gider køre til Sverige,” svarede Anders. „Det er et stort land. Der er meget at se, og sproget ligner Dansk...”
„Du har det jo ikke svært med sprogene!” sagde Christina.
Anders smilede i mørket. Han kendte tretten sprog. Han huggede Christina.
„Jeg vil da også hvile mig,” sagde han „men vi vil ikke snakke nu om det. Løft nu din lille numse, så jeg kan trække din natkjole op.”
„Ak, du vil stadig elske! Det er lidt uanstændigt...”
Anders tav et øjeblik. Tove havde ret, gik det igennem hans hoved. Endefulden af Fru Bestyrerinde har forandret min søde kone kun for en kort tid.
„Løft din lille numse...” bad han endnu en gang.
„Nej, det er så skamløst...” peb Christina.
Anders’s mandlige blod var ved at koge.
„Du vrøvler!” skreg han. „Vi er jo ægtefolk!”
„Skrig ikke, din fjog!” skældte hun ham ud. ”Du vil vække pigerne!”
Hun rejste sig lynhurtigt, og flygtede fra sengen.
”Christina!” råbte Anders lavt. ”Hvad gør du?”
„Jeg vil sove på lænestolen,” svarede hun. ”Du er for liderlig.”
Anders stod op, og løb til soveværelsets dør. Han tændte lyset. Hans lem var nu halv stivt, han havde ærgret sig lidt, men selv i denne tilstand kunne hans pik gøre et indtryk på en hver kvinde.
Christina stod ved vinduet. Hun kiggede på ægtemandens lem og hårede kugler, der gyngede derunder, når han trådte fremad.
„Ak!” skreg hun.
Anders standsede tæt ad Christina, løftede natkjolen, og lagde sin højre hånd på hendes numse.
„Kæreste du!” sagde han. „Den her del af den kvindelige krop er til at nulre med, men det er til ad udmåle straffen til uartige damer også. Du burde allerede vide det, Fru Bestyrerinde har dig tilkendegivet det på en følsom måde!”
Christina rødmede og sukkede.
„Hvis du nu ikke kommer tilbage til sengen, vil jeg hente en hårbørste fra vores pigers værelse. Du vil da føle, min kære kone, hvad du har følt i Fru Bestyrerindes kontor for en uge siden. Hårbørster, som vores døtre bruger, er ikke så store som Fru Bestyrerindes hårbørste, men de er også lavede af hård træ!”
Christina kiggede på ham og tav.
„Du vil have ti slag, fem slag på en hver balde,” fortsatte Anders. „Jeg gider ikke være for streng."
Christina så ikke forskrækket ud. Tværtimod, hun smilede. Hun sukkede højt, og hendes bryster rejste sig da.
„Fortal mig mere...” bad hun lavt.
Anders kyssede hendes kind.
„Gå tilbage til sengen!” befalede han.
Christina adlød. Der var ingen tale mere om skamløse liderligheden. Anders var meget glad. Han havde ikke gidet give en endefuld til Christina. Han havde kun gidet forskrække hende.
Hun kiggede på ham over skulderen, medens hun gik til sengen. Hendes fyldige endebalder bevægede sig lokkende. Anders’s lem rejste sig til lodrette stilling.
Christina krøb under dynen, og hendes dejlige fede bagdel var ikke mere synlig. Anders løb til sengen, løftede dynen, og sneg sig straks mellem Christinas fyldige lår. Hans pik var nu hård lige som jern. Han stak den i det varme fugtige hul.
„Yyyyyh...!” stønnede Christina, og rødmede stærkt.
Han bevægede lemmet langsomt, han følte Christinas varme lår, de var lige som bløde varme kudder ved ad hans hofter.
„Eeeeeh, eeeeeh, aaaaah...” stønnede Christina.
Anders følte udløsningen komme. Et kort suk kom fra hans mund. Han bevægede sin pik endnu to gange hurtigere i konens fisse, og da sprøjtede der mandlige safter ind i Christinas hul. Christina skreg, hendes krop spændte sig. Det var vidunderligt, Anders var i den syvende himmel.
Han lå ved Christina, og nulrede med hendes hånd.
„Du har ikke slukket lyset!” sagde Christina grinende.
Han kiggede på lampen, og blinkede med øjnene. Ja, det var sandt. Han havde ikke slukket lyset. Han mærkede det lige nu. Han brast i latter.
”Du har været dejlig,” sagde han.
„Din tale om endefuld havde ophidset mig meget,” svarede Christina. „Kunne du give mig endefuld?”
”Sandt at sige, gider jeg ikke slå på din lille bagdel. Hvis du kan godt lide det, kan vi besøge veninden af min assistent, Tove Hansen.”
„Hvem er denne dame?”
„Hun er Tove’s veninde fra skoletid. De leger stedmor og steddatter.”
„Er Tove steddatter, der får i den bare?”
„Ja. Tove siger, at den der dame slår godt på kvindelige numser. Selvfølgelig vil jeg ikke tvinge dig. Vi vil besøge den der dame, hvis du har lyst.”
„Jeg tror, jeg skal overveje det,” svarede Christina. „Vi kan elske endnu en gang, men du skal slukke lyset. Jeg gider ikke stå op.”
Hun rejste sig, og tog natkjolen af. Anders så nu hendes store bryster. Hans lem blev igen stiv. Han gad ikke stå op.
Han lagde sig på konens fyldige krop. Han kyssede hendes bryster, hans liderlige pik søgte vejen til hendes kusse. Lyset var stadig tændt.
ENDE-fuld