Arne Olsen
Kapitel 1
Axel stod bag det store lindetræ. Den tykke Emma snakkede med hendes bedste veninde, Rikke Holt. Rikke var en vis del af dette billede, men Axel havde vurderet hende blot med et blik. Han så på den tykke Emma.
Emma var en frodig blondine. Hun havde fyldige lår og en fed numse. Hun havde temmelig langt hår, som hun plejede at binde i fletninger. Axel drømte at se hende uden tøj, men han vidste godt, at han måtte nøjes med drømme. Den tykke Emma kiggede efter andre, mere velskabede drenge. Hun var helt ikke interesseret i Axel, den varme tilbeder af hendes fede numse. Axel bekymrede sig ikke over dette. Han gad ikke sige til Emma, at han holdt af hende. Han var for sku, og han led ofte på denne grund. Siden han var fyldt femten år, ønskede han at se en bare pigenumse. Altid når han så bare damenumser i erotiske tidsskrifter, blev disse ønsker stærkere. Piger fra billederne var fagre, men man kunne ikke røre dem...
Emma og Rikke sad i den samme bænk. Man så dem altid sammen, men de var forskellige som dag og nat. Emma var en frodig pige, Rikke var høj og slank. Emma var lyshåret, Rikke var rødhåret. Emma havde langt hår, Rikke havde kort hår. Hun lod det klippe som en dreng.
Axel holdt ikke af Rikke. Hun var for tynd. Han forestillede sig tit, at en fager pige fik smæk i den bare numse. Bortset fra det Svenske sprog var fantasier om endefuld til piger og damer hans anden kæphest. I disse fantasier var pigen, som fik smæk, fager og frodig, mens damen, der gav endefuld, var altid tynd og grim. Rikke kunne sagtens være en sådan heks, da hun var tynd. Grim var hun ikke, men Axel brød sig ikke om det. I hans forestilling var Rikke en heks.
Nogen bankede hans overarm. Axel forskrækkede sig, og rødmede ved tanken, at man have set ham stirre på den frodige Emma.
„Hej!” råbte nogen med en drengestemme.
Axel vendte hovedet. Det var Jesper Nielsen, hans bedste og eneste ven.
„Ak, det er dig...” sagde han.
„Du kigger på Emma?” sagde Jesper smilende. „Som sædvanlig! Jeg holder ikke af hende. Hun er for tyk.”
Emma og Rikke satte sig på en bænk mellem træerne. Axel så nu Emmas runde knæer og et stykke af hendes fyldige lår.
„Ved du hvad?” sagde han til Jesper. „Rikke er en heks. Jeg er sikker på, at hun ville smække Emmas numse.”
Jesper fnisede.
„Det er kun din fantasi, ven!” svarede han. ”Rikke er jo ikke grim. Hun er slank, men hun er ikke grim. Du nævner en hver slank pige en heks. Jeg tror ikke, det er rigtigt. Rikke er helt fager.”
Axel kiggede en gang på Rikke. Jesper havde ret, Rikke var ikke grim i ansigtet, men efter hans mening var hun en heks, da hun var slank.
„Jeg indrømmer, at hun ikke er grim,” sagde han „men hun ser ud som en heks, som ville give en anden pige smæk i den bare numse.”
Jesper blev ved med at smile.
„Hvorfor tror du egentlig, at Rikke slår på Emmas numse?” spurgte han.
”Når jeg kigger på dem, synes jeg, at Rikke opfører sig, som om hun var stedmor eller forstanderinde,” sagte Axel. „Rikke gør somme tider en mine, som hun gad slå på Emmas bare numse!”
Jesper så på ham, og brast i latter.
„Du læst for tit tidsskrifter om emnet,” svarede han. „Man skal adskille fantasien fra virkeligheden, kære Axel!”
Axel sukkede. Han var overbevist, at Rikke slog på numsen af den skønne Emma, men han kunne ikke forklare det til Jesper. Det var meget svært at overbevise Jesper over noget, han selv ikke havde set.
Han og Jesper var lige så forskellige som Emma og Rikke. Axel var mørkhåret, Jesper var rødhåret, og havde mange fregner i ansigtet. Axel nød af at læse bøger, især bøger om antik, Jesper læste færre bøger, han løb ofte til biografen. Fodbold var hans største elskov. Axel var ofte betænkelig, og syntes dyster, Jesper var altid fro, og bekymrede sig ikke over små ting. Axel elskede modersmålet og fremmede sprog; hun lærte Tysk og Engelsk. Siden den dag i Februar, da han så to frodige Svenske piger, lærte han også Svensk. Svensk var hans nyste kæphest. Han hadede matematik som pesten, Jesper elskede matematik. Axel holdt af frodige piger, Jesper holdt af slanke piger. Modsat til Emma og Rikke var begge venner slanke, og lignede hinanden i, at de elskede emnet om endefuld til piger og damer.
”Rikke ville kunne give Emma en endefuld i det skur i skoven,” sagde Axel.
”Du mener det gamle skur?” undrede Jesper sig.
Jesper smilede. Han vidste godt, hvilket skur Axel mente. Deres gyminasie var tæt på skoven, der voksede på den sydlige side af byen. Fire hundrede meter fra her var der et gammelt skur af træ. Det var blevet bygget i begyndelsen af tresserne. Det var blevet brugt af skovhuggere. I slutningen af Maj nittenhundrede otteoghalvfjerds blev skuret besøgt af ingen bortset fra sadomasochistiske damer fra Axels fantasier. Skurets brætter var blevet grå for længe siden, men de var stadig stærke, så man kunne godt skjule sig deri, uden at frygte, at skuret ville styrte.
”Ja,” bekræftede Axel. ”Ingen bruger det mere. Rikke kunne da smække Emmas numse der, uden at man forstyrrede hende.”
Jesper fnisede.
”Ja, hun kunne gøre det, men man ved jo ikke, om hun virkeligt slår på Emmas numse, i det skur eller andetsteds. Det er kun din fantasi! Jeg tror ikke, at en stærk pige som Emma lader smække hendes numse.”
”Rikke er magtfuld, Emma er en mild pige,” svarede Axel.
Jesper brast igen i latter.
”Hvis Emma er en mild pige, kan jeg spise mine sko!” sagde han.
Jesper havde ret denne gang også, men Axel gad ikke sige farvel til sin fantasi om, at Rikke slog på en frodige Emmas bare numse.
”Måske holder hun af at få smæk i den bare,” sagde han.
Jesper kiggede Axel i ansigtet.
„Ordet måske er ingen begrundelse, min ven!” sagde han. „Efter min mening ville det heller være Emma, der ville give Rikke en endefuld!”
Axel kunne forestille sig en sådan hændelse på ingen måde.
„Det er kun din mening,” sagde han. „Jeg indrømmer, at jeg ikke har set Rikke give Emma en endefuld. Det er kun en anelse, men vi kan jo undersøge dette. Vi kan gå efter timerne til skuret. Vi vil se igennem sprækker, hvad der vil ske.”
„Der vil ske ikke noget, men du har ret, vi kan undersøge dette. Vi vil gå til dette skur, men jeg gider ikke blive hele dagen der. Hvis der sker ikke noget i en time, går jeg hjem.”
Nu var det Axel, der grinede.
”Jeg lykkedes at overbevise dig!” sagde han.
”Jeg er ikke overbevist,” svarede Jesper. ”Jeg gider undersøge det.”
„Godt,” sagde Axel. „Vi har nu besluttet. Efter timerne går vi der hen.”
Det ringede. Pausen var forbi. Emma og Rikke stod op. De snakkede hele tiden, men da de gik forbi ved Axel og Jesper, blev de pludselig tavse.
”Hmmm, hvorfor har de holdt op med at snakke?” spurgte Axel lavt.
”Det betyder ikke noget,” sagde Jesper. ”Vær tålmodig, efter timerne vil vi vide alt. Tænk ikke mere på kvindenumser! Vi har jo matematiktime!”
Axel sukkede dybt, og bandede som ind i helvede. Jesper grinede.
Kapitel 2
Skoven var skøn om denne års tid. Fyrretræer, æggetræer, enebærbuske, vilde hindbærbuske og bregner var en nysselig grøn billede. Emma Hansen gik den smalle sti. Rikke fulgte hende.
”Hvor var det en god idé til at lege i dette skur,” sagde Emma. ”Men det er synd, at vi ikke kan lege i vinteren.”
”Jeg vil tænke på dette,” lovede Rikke. „Jeg kan ikke finde mig i, at din numse ikke føler en stærk hånd i vinteren, men vi kan da gøre ikke noget. Du har fuldt hus, jeg har fuldt hus også, men jeg vil udtænke noget.”
„Jeg bekymrer mig nu over noget andet,” sagde Emma.
„Hvad er det?” råbte Rikke. „For et øjeblik siden har du været meget bekymret over, at vi ikke kan lege i vinteren?”
”Jeg synes, at nogle drenge har gættet, hvad vi leger.”
„Hvilke drenge?” undrede Rikke sig.
”Axel Kjærgaard,” svarede Emma.
”Hvorfor formoder du det?”
”Han stirrede på os hele pausen.”
„Det var dig, som han stirrede på!” sagde Rikke grinende. „Han holder af frodige piger som du. Jeg har mærket det for længe siden. Men du kan have ret, han havde en særlig mine. Måske aner han noget.”
”Jeg vil skære hans pik af, hvis jeg mærker, at han lurer os,” sagde Emma.
”Du skal være artig!” sagde Rikke skarpt. ”Jeg vil slå på din numse, selv hvis der var tusind lurekiggere!”
Emma blev rød i ansigtet.
„Ak, ak!” sukkede hun. ”Jeg elsker smæk i den bare numse!”
Rikke fnisede.
”Foreløbigt får du dine endefulde med hånden,” sagde hun „men jeg vil anskaffe et ordentlig spanskrør. Da vil du have et stribede ende!”
„Pyha, det er så pirrende!” råbte Emma.
„Skrig ikke!” manede Rikke hende. ”Man hører dig i hele skoven!”
Emma adlød, og blev tavs. De kom til den bekendte lysning.
”Vi er til stedet!” sagde Rikke.
Emma så på det gamle skur, og følte på sin numse. Hun huskede godt den sidste endefuld, hun havde fået i April. Hun huskede de hårde klask, som Rikke havde givet hende. Hendes hele numse havde da været ildrød. Hun huskede, at hun nærmest ville have tisset i løbet af den endefuld. Rikke havde optrådt som en forstanderinde, og hun, Emma, havde været en uartig skolepige.
„Jeg er forstanderinde som sædvanlig,” sagde Rikke. „Du er en uartig skolepige, der ikke laver hendes lektier.”
„Hvor mange klask vil jeg få i dag?” spurgte Emma.
„Halvtreds,” svarede Rikke kort.
„Iiiiiiih!” hvinede Emma højt, som om hun allerede havde en endefuld.
„Lad os begynde,” sagde Rikke. „Kom ind, min pige!”
Hun var allerede forstanderinde. Emma fik sommerfugle i maven. Hendes fyldige lår dirrede. Hun greb en lille ring af jern, der brugtes som et dørgreb, åbnede skurets dør, og kom lydigt ind. Rikke fulgte hende, lukkede døren,lagde hendes skoletaske på jorden, og standsede foran Emma.
Hun så strengt på hende. Emma blev rød i ansigtet.
Kapitel 3
De sad ved at læn sig imod de grå brætter af skuret. Solen skinnede, det lugtede af skoven og liljekonvaller.
„Vi har siddet for en halv time siden her,” sagde Jesper. „Hvis der sker ikke noget i løbet af den næste halv time, går jeg væk.”
”Hold op med at nage!” sagde Axel. ”Jeg gider ikke blive her til sent om aftenen også. Kommer de ikke i dag, kommer de i morgen eller i overmorgen.”
„Du er meget sikkert på, at Rikke er en heks. Sikke en fager pige!”
„En tynd heks,” vrissede Axel.
„Ja, ja, du holder kun af fyldige damenumser,” sagde Jesper. „Siden du har set de to frodige Svenske piger, to fede Svenske numser, lærer du Svensk. Det er helt overflødigt. Svensk er jo som Dansk.”
„Der er mange forskelle, for eksempel...”
Jesper hævede sin venstre hånd.
„Begynd ikke en forelæsning om sprogene!” tryglede han. „Jeg hader dette emne lige som du hader matematik!”
Axel kiggede igen igennem en sprække ind i skuret. Der var et bord af rå brætter og fire træstammer for at sidde på.
„Dette skur bliver besøgt,” sagde han. „Der er ikke så mange støv inden i. Jeg ser sporene af fødder. Hvem kommer her hen?”
„Det er bestemt skovhuggere eller jægere,” sagde Jesper.
„Nej,” sagde Axel. „Det er Emma og Rikke eller andre sådanne damer.”
Jesper satte sig en græshalm i munden.
„Du hævder, at det er sadomasochistiske damer, som besøger dette skur i jævne mellemrum? Kan du bevise dette?” spurgte han spottende.
”Jammen kan jeg bevise dette,” svarede Axel. ”Skovhuggere og jægere ville have efterladt tomme ølflasker og sprutflasker og rester af maden og den slags, men jeg ser den ikke her.”
Jesper tog græshalmen ud af munden, og kiggede igennem en anden sprække.
”Det er helt logisk, hvad du siger,” sagde han. ”Her er ingen flasker, ingen rester af maden, men vi er endnu ikke helt sikre på...
Axel hørte pigestemmer.
„Vær stille!” advarede han vennen lavt. „Her kommer nogen!”
Jesper lyttede et øjeblik.
„Ja!” sagde han. „Vi skal skjule os!”
De stod hurtigt op, og løb bag hindbærbuske, som voksede i nærheden af skuret. Axels hjerte bankede som besat.
„Hvor mange klask vil jeg få i dag?” spurgte den ene pigestemme.
Det var Emmas stemme.
„Halvtreds,” svarede den anden pigestemme.
Axel erkendte Rikkes stemme.
„Iiiiiiih!” hvinede Emma. ”Kors, halvtreds klask i den bare ende!”
Axel slugte spyttet. Emma vil få halvtreds klask i den bare numse!”
„Lad os begynde,” sagde Rikkes stemme. „Kom ind, min pige!”
Skurets dør knirkede. Axel og Jesper løb foroverbøjet til skuret, og klæbede sig til sprækkerne. Jesper så på Axel, og nikkede.
„Du havde ret,” hviskede han.
Axel tav. Rikke stod foran Emma, og så strengt på hende.
„Jeg har manet dig sidste gang, at du burde lave dine lektier!” skreg Rikke af fuld hals. „Desværre adlyder du ikke min pige! Du laver ikke dine lektier, du svarer frækt til lærerne, du ryger cigaretter!”
Axel fnisede på trods af spænding og ophidselse. Han havde aldrig set den tykke Emma ryge en cigaret.
’Sidste gang har jeg behandlet dig meget blid,” fortsatte Rikke. ”I dag vil du have halvtreds klask i din bare ende!”
”Nej, nej, forstanderinde, jeg vil være sød...” peb Emma.
„Du vil ikke være sød, hvis du ikke får en ordentlig endefuld!” svarede Rikke som en streng forstanderinde. „Tag dit tøj af!”
”Ja, forstanderinde...” svarede Emma med en svag stemme.
Emma lagde sin skoletaske på jorden, bøjede sig, løftede sin kjole, og tog den af. Axel trak vejret. Han kunne ikke tro, hvad han så. Emma havde nu kun store hvide trusser og brysteholder på.
Emma blev ved med at klæde sig af. Hun lagde kjolen på bordet, og løsnede sin brysteholder. Hun afklædte brysteholderen, og lagde den på bordet.
„Ak, ak...” sukkede hun højt, ved at kigge på hendes strenge forstanderinde.
„Hvad med dine trusser, min pige!” manede Rikke hende.
Fint, tænkte Axel. Emma tog sine trusser langsomt af, og Axel så to vidunderlige, fyldige endebalder. Han følte noget klø ham inden i pikken. Emma havde skønne lår og en pæn fed numse.
Rikke tog fat i Emmas overarm. Emma vendte sig, og Axel så en busk af rød hår neden for hendes bug. Hendes bryster var ikke store. De var heller gennemsnitlige, men Axel kunne ikke holde op med at stirre på hendes fyldige lår.
Rikke førte Emma til den smalle siden af bordet. Axel så nu hendes ende igen. For første gang så han en bare pigenumse. Han åndede svært.
„Bøj dig!” befalede hun.
Emma bøjede sig lydigt over bordet. Man så hendes hele numse, to vidunderlige halvkugler, og hendes fisse, der skjulte sig under en busk af rødt hår. Hun peb noget uforståeligt. Rikke gjorde en mine som en sand forstanderinde.
„Du skulle have opført dig rigtigt!” sagde hun. „Hvem ikke vil høre, må føle!”
Hun løftede sin venstre hånd, og gav Emma det første klask på den højre balde. Emma hvinede højt.
„Et!” begyndte Rikke at tælle.
Det andet klask ramte Emmas venstre balde, der kom en høj lyd, der vel lignede en skud.
”Iiiiiiiiiiih!” hvinede Emma.
”To!” talte Rikke.
Axel kunne ikke tro, at denne slanke pige slog så hårdt. Hun smækkede Emmas numse taktfast, et hvert slag ramte midten af den ene eller den anden endebalde, Emma hvinede og skreg. Der kom stadig slag efter slag.
„Seksten, sytten, atten, nitten, tyve...” talte Rikke.
Emmas endebalder rystede efter et hvert slag, og blev efterhånden røde. Rikke eller forstanderinden fortsatte at slå den frodige venindes numse.
”Enogtyve, toogtyve, treogtyve, fireogtyve, femogtyve...”
Emma hylede. Hendes balder var helt røde, men hun havde modtaget den halve straf, der vankede endnu femogtyve slag. Før de kom ind i skuret, havde Rikke lovet halvtreds klask til Emma, Axel huskede det godt. Rikke var en streng forstanderinde. En ny bølge af ophidselse gik igennem Axels krop ved denne tanke.
Rikke gav de næste slag på Emmas ømme numse. Hun gjorde det taktfast. Hun var en sand smækmaskine, som aldrig blev træt.
„Tredive, enogtredive, toogtredive, treogtredive, fireogtredive...”
„Nej, nej, forstanderinde, jeg vil ikke holde ud!” tudbrølede Emma. ”Hold nu op, jeg beder dig, uuuuuh-uuuuuh-uuuuuh!”
Rikke lod, som om hun ikke hørte den uartige piges skrig og grådåd. Hun ladede sig ikke forstyrre, hun blev ved med at slå numsen, og talte slagene.
„Seksogtredive, syvogtredive, otteogtredive, niogtredive, fyrre...”
Emma begyndte at tisse. En hvid strøm af urin sprøjtede fra under hendes røv, fra den brune sprække under rød hår. Rikke så en bue af vand gå igennem luften ned på jorden, men lod, som om intet var sket. Hun fortsatte at slå.
„Enogfyrre, toogfyrre, treogfyrre, fireogfyrre, femogfyrre...”
Emma tissede og græd, hun græd virkeligt.
„Seksogfyrre, syvogfyrre, otteogfyrre, niogfyrre, halvtreds!”
Emmas venstre balde rystede for sidste gang. Rikke sæsænkede sin venstre hånd, som hun havde givet straffende slag med. Emmas numse var nu ildrød, man syntes, at den straks ville brænde.
„Jeg håber ikke, jeg vil måtte gentage denne straf!” sagde Rikke. „Sig nu pænt tak for smæk, og klæd dig på!”
Emma rejste sig fra bordet, og følte på hendes stakkels endebalder. Hun trådte et skridt fremad.
„Tak, Fru Forstanderinde,” sagde hun grædende og nejende.
„Vil du nu være artig?”
„Ja, Fru Forstanderinde,” svarede Emma.
Rikke nikkede. Hun havde stadig en streng mine.
„Dit svar glæder mig,” sagde Rikke eller Forstanderinde. „Hvis du ikke vil opføre dig pænt, vil du igen få en sådan røvfuld, har du forstået, min pige?”
„Ja, Fru Forstanderinde,” svarede Emma.
Rikke eller Fru Forstanderinde smilede.
”Fint!” sagde hun, og slappede Emmas opsvulmede ende.
”Uuuuuh!” hvinede Emma.
”Klæd dig på!” befalede Fru Forstanderinde igen.
”Ja,” peb Emma.
Hun tog hendes store trusser fra bordet, og trak den på den ømme numse. Hun hvislede af smerten.
„Skuen er nu forbi,” hviskede Jesper. ”Vi må skjule os.”
Axel vendte hovedet. Han havde glemt vennen ganske. Jesper havde ret, skuen var forbi, men han gad endnu kigge på Emmas fyldige lår.
Emma klædte kjolen på. Rikke smilede, og overrakte hende skoletasken. Emma gav et dybt suk fra sig. Rikke kyssede venindens kind.
„Jeg tror, jeg har slået lidt for hårdt,” sagde hun.
„Nej, nej, det gør ikke noget,” svarede Emma. „Du har da været dejlig!”
Rikke smilede med tilfredshed.
”Vel, vi går hjem, ikke?”
„Ja, Fru Forstanderinde,” svarede Emma.
Begge veninder brast i latter, og trådte til skurets dør. Jesper lagde hånden på Axels overarm, og trak ham til de vilde hindbærbuske. Skuen var forbi.
Kapitel 4
Jesper spyttede ud en ny græshalm, og så på sit armbåndsur.
”Jeg tror, vi kan allerede gå af sted,” sagde han. „Vi har siddet så fem minutter, Fru Forstanderinde og skolepigen er nu langt væk!”
Axel rejste sig, og hævede sin skoletaske fra skovgræsset.
„Ja, lad os gå,” sagde han.
Jesper hængte skoletasken på sin skulder, og de gik til den smalle sti.
„Hvad er din mening nu?” spurgte Axel.
„Jeg indrømmer, at du havde ret,” svarede Jesper. „Jeg vidste ikke, at pigerne leger på den måde. Selvfølgelig vidste jeg, at der er sadomasochistiske damer, jeg læser jo meget om emnet, men jeg har aldrig formodet, at Rikke og Emma leger så, jeg er ganske overrasket. Dine anelser var rigtige. Jeg har mig overbevidst, at man somme tider skal tro i anelser. Med den logiske tænkemåde får man ikke alt.”
”Hvad tænker du om Rikke?” spurgte Axel.
Jesper grinede højt.
„Rikke ville have været en dejlig forstanderinde i de gamle dage,” svarede han.
„Ja,” sagde Axel. „Hun er født for sent. Hun skulle være født i året attenhundrede toogtres eller tidligere, ikke i året nittenhundrede toogtres.”
„Du har helt ret,” svarede Jesper grinende.
De tav et øjeblik.
„Ved du hvad?” sagde Axel. „Jeg vil beskrive endefuld til Emma på Svensk.”
„Beskriv den heller på Dansk,” svarede Jesper. „En sådan hændelse er griffelen værd, kan jeg sige dig!”
„På Dansk vil jeg beskrive den også,” svarede Axel.
„Jeg glæder mig til dette,” sagde Jesper. „Hvad hedder endefuld på Svensk?”
„Endefuld hedder smäll eller smisk, numse hedder rumpa, pige hedder flicka,” svarede Axel uddybende.
”Hvad for noget!” råbte Jesper. „Disse ord lyder ganske forskelligt! Jeg troede, Svensk er som Dansk!”
„Tag det roligt,” svarede Axel. „Mange Svenske ord lyder som de Danske.”
Jesper nikkede. Man så, at han tænkte på noget.
„Hvad hedder på Svensk Emma siger: ‘Jeg elsker smæk i den bare numse?’” spurgte han.
„Emma säger: ‘Jag älskar smisk på bara rumpa’” oversatte Axel straks.
Jesper brast i latter.
”Skønt med det!” sagde han. „Vi har set i dag en dejlig smisk, ikke?”
„Åh ja!” stemte Axel overen.