Arne Olsen

KYSK OG ARTIG

Kapitel 1

Bente var bedrøvet. For første gang i hendes liv gad hun ikke gå i skolen. Havde der ikke været en ekstratime i tysk i forgårs, så ville alt have været i orden.

Fru Madsen, deres tysklærerinde, var i går kommet ind på klasserummet. Hun havde set på Bente og spurgt:

„Hvor har du været i går, min unge dame?”

„Jeg gik hjem,” havde Bente svaret lavt.

”Skønt!” havde Fru Madsen råbt. „Så var du ked af at lære?”

„Jeg vidste ikke, at der ville være en ekstratime i tysk,” havde Bente sagt lavt.

„Du vidste ikke!” havde Fru Madsen råbt. „Alle vidste det, men du vidste det ikke! Vær nu så tapper at erkende, at du har skulket!”

„Jeg sværger, at jeg ikke vidste det,” havde Bente svaret.

Fru Madsen havde lagt hendes bøger og hæfter på bordet. Hun havde set igen på Bente og smilet giftigt.

„Du kunne da have udtænkt en bedre løgn!” havde hun sagt.

„Jeg lyver ikke,” havde Bente svaret.

„Nok om det! I morgen klokken tolv skal di vise dig på skolebestyreren kontor. Du vil få at vide, at man ikke skulker i vores skole!” havde Fru Madsen sagt strengt.

Hun havde sat sig, og alle piger havde sat sig også. Bente havde siddet og tænkt på, hvad der vil ske i morgen.

Hun vidste, at hun ville få smæk i den bare numse, og skolebestyreren var mand. Hun krøb i jorden ved tanken at hun ville måtte vise hendes bagdel til en mand. Hun var en fager pige, men havde endnu ikke klædet sig af foran en mand. Andre piger gik med drenge i seng, men hun var for frygtsom. Andre piger havde fået endefulde af herre skolebestyrer. De havde trukket trusserne uden skam. Han er blot en mand havde de sagt. Bente havde aldrig fået en endefuld. Hun var en artig pige, og lærte gerne. Hun ville gå på universitetet. Drengene trak hende ikke. Pigerne spottede tit, at hun ville blive en gammeljomfru. Flemming, naboens søn, undrede sig stadig, at hun ingen kæreste havde.

„Du har en pæn kvindelige numse,” plejede han at sige.

Altid når han sagde det, rødmede hun af skam. Flemming var den eneste dreng, hun ville gå i seng med. Hun drømte tit, at Flemming kneppede hende. I dag gad hun ikke drømme. Den dumme kælling Madsen havde bebrejdet hende, at hun havde skulket. Derfor vankede det med spanskrøret.

Hun havde skulket hverken i forgårs eller før. Hun havde glemt, at Fru Madsen havde forkyndt denne ekstratime for en uge siden, så var hun gået hjem. Når hun havde husket, at der havde været en ekstratime i tysk, havde det været for sent. Hun havde blot håbet, at Fru Madsen ikke ville sladret til skolebestyreren. Desværre havde hun sladret.

”Du skal gå nu i skolen, ikke?” hørte hun morens stemme. „Hvad sker der? Du sidder ved dit skrivebord, og funderer over noget. Har du forelsket dig?”

”Nej, nej...” sagde Bente hurtigt, og stod op.

Hun gad ikke fortælle til moren, at hun ville i dag få i skolen i den bare numse.

Hun så på hendes vækker. Klokken var tyve i ti, og timerne begyndte klokken ti. Hun havde allerede at gå.

„Vi ses, mor!” sagde hun, og tog hendes skoletaske.

Hun gik altid til fods i skolen. Skolen befandt sig ikke langt væk fra hendes hus. Hun nød altid at gå på den gamle enge gade under blomstrende træer. Foråret var så køn i deres lille by, men den gang lagde hun ikke mærke til det. Hun tænkte på, hvad der ventede hende.

Fru Madsen vil sikkert være der. Lærerinderne overværede altid pigernes straf, for at man kunne være sikker på, at pigen ikke blev misbrugt af skolebestyreren. Det trøster kig ikke, tænkte Bente, fordi jeg vil måtte vise min bare bagdel til en mand alligevel, og Fru Madsen vil trænge på, at jeg er straffet så strengt som muligt. Gad vide, hvor mange slag vil jeg få i den bare?

Bente gad bande, skønt hun aldrig bandede. Der skete noget af den slags i sidste år af skolen! Om to uger vil hun fylde atten. Hun har aldrig fået smæk før. Nu vil hun få en endefuld, fordi hun en gang har pjækket en time. Hvis bare hun havde skulket, men hun har simpelthen glemt denne forbandede ekstratime.

Hidtil havde hun taget pigernes beretninger om endefulde i skolen meget roligt. Hun havde ikke skulket, hun havde prøvet hverken vin eller cigaretter eller drenge, hun havde lært ivrigt, så det havde været heller usandsynligt, at hun kunne lande der på skolebestyrerens kontor. I går havde det vist sig, at intet var usandsynligt, og at hun i dag ville gå hjem med en øm numse.

Foran skolebygningen mødte hun skolebestyreren, den strenge Hr. Jensby. Han var synligt gået til kiosken for at købe et blad. Bente mærkede overskriften. Han læste Jyllands-Posten.

„God morgen, direktør,” hilsende hun ham med en tudse i struben.

Skolebestyreren så opmærksomt på hende. Bente blev bleg.

„God morgen,” svarede han. „Hedder du måske Bente Hækkerup?”

„Ja,” svarede Bente meget lavt.

Hvis hun ikke havde nikket, ville skolebestyreren ikke have forstået hendes svar.

„Så vidt jeg ved, skal du vise dig klokken tolv på mit kontor. Du har skulket, unge dame! Der venter dig en vanskelig samtale!”

„Direktør, vær venlig at lade mig forklare...” peb Bente.

„Vi vil snakke klokken tolv, Frøken Hækkerup,” svarede Hr. Jensby, og så på hans armbåndsur. „Hvornår begynder dine timer?”

„Klokken ti,” svarede Bente lavt.

”Så hvorfor står du stadig her? Klokken er ti!”

Han pegede med sin højre hånd på skolebygningen.

„Vær nu venlig at komme ind, unge dame!”

Bente forstod, at hun ville forklare ingenting. Hun gad briste i gråd. Hun slugte tårerne, og trådte ind i skolebygningen.

Kapitel 2

Bente stod foran døren med en hvid plade. Flemming Aage Jensby, skoledirektør, lød indskriften. Bente følte, at hun blev bleg.

Hendes hånd dirrede, når hun hævede den, og så på sit armbåndsur. Klokken var tre i tolv. Nej, jeg vil ikke komme indenfor, tænkte hun. Hun følte hendes hjerte banke i brystet. Hvis jeg ikke kommer indenfor, tænkte hun igen, vil jeg bortvises fra skolen. Jeg vil da kunne opgive mine drømme om universitetet.

Hun så igen på sit armbåndsur. Klokken var to i tolv. Hun trykkede dørgrebet, og trak den tunge dør til sig.

Hun kom indenfor i skolebestyrerens kontor. Fru Madsen var allerede der. Hun sad på en lænestol ved væggen.

„God morgen,” sagde Bente lavt.

Flemming Aage Jensby bevægede sig bag sit stor skrivebord, og så på Bente.

„God morgen, Frøken Hækkerup,” svarede han. „Vi har mødt i dag hinanden. Det er meget pænt, at du kommer på den bestemte tid.”

Bente tav. Hun trådte et par skridt fremad, og standsede foran skolebestyrerens skrivebord. Deres skolen for piger var blevet bygget i Konge Frederik Den Niendes tid, men dette skrivebord kom sandsynligt fra 1800 tallet eller måske så kun således ud. Skolebestyreren var enoghalvtreds år gammel, men på grund sit gammeldagstøj så han ud, som om man havde overført fra 1800 tallet.

Flemming Aage Jensby satte sig behageligere på sit lænestol. Han flettede hænder på maven, og så på Bente.

„Fru Madsen hævder, at du skulker, unge dame,” sagde han.

„Jeg har aldrig skulket,” sagde Bente lavt.

„Din løgnhals!” skreg Fru Madsen fra hendes lænestol.

Flemming Aage Jensby så strengt på hende, og hævede sin højre hånd i et tiende advarsel. Fru Madsen lukkede munden. Jensby vendte sig igen til Bente.

„Kan du forklare, hvorfor du har pjækket ekstratime i tysk?” spurgte han.

„Jeg vidste ikke, at der ville være en ekstratime i tysk,” peb Bente.

Flemming Aage Jensby flettede igen hænder på maven.

„Fru Madsen hævder, at hun har vel forkyndt den pågældende ekstratime en uge tidligere, men du har angiveligt vidst intet. Er ekstratimen blevet forkyndt tidligere?”

„Ja,” svarede Bente, „men jeg har glemt dette.”

„Din frække tøs!” skreg Fru Madsen af fuld hals. „Den ene gang siger du, du har ikke vidst dette, den anden gang siger du, du har glemt dette!”

Skolebestyreren hævede igen sin højre hånd, og Fru Madsen lukkede munden.

„Har Frøken Hækkerup skulket før?” spurgte han.

„Nej,” svarede Fru Madsen lavt.

„Så hvorfor er hun begyndt dermed i sidste år af lære?” sagde Jensby, ved at se på Fru Madsen. ”Jeg tror ikke, at hun har skulket.”

Fru Madsen tav. Bente følte sig tappert.

„Jeg har virkeligt glemt dette,” sagde hun hurtigt.

Skolebestyreren så nu på hende.

„Jeg tror det,” sagde han, „men man pjækker ikke timen uden lovlig grund.”

Fru Madsen smilede giftigt. Bente forstod, at hun havde glædet sig for tidligt. Hun ville sluge tavlen, men hendes strube var helt tør.

Flemming Aage Jensby rettede sig på sin lænestol.

„Frøken Hækkerup!” sagde han højere og alvorligere. ”Du vil nu straffes, idet du har pjækket en time uden lovlig grund. Du vil få tolv slag med spanskrøret i den bare ende. Jeg håber, du vil siden lytte efter, hvad lærerinderne siger.”

Bente gav sig til at græde. Skolebestyreren umagede sig bag sit skrivebord fra. Han så ikke Bente i øjnene.

„Løft nu din nederdel, og træk trusserne ned,” befalede hun.

Bente bøjede sig, ved at sluge tårerne. Hun løftede langsomt den blå nederdel. Hun trak skamfuldt trusserne, og ladede dem hænge under de fyldige halvkugler af hendes endebalder.

„Vær venlig at overrække mig spanskrøret,” sagde Hr. Jensby til Fru Madsen.

„Ja, direktør!” svarede Fru Madsen.

Man havde et indtryk, at hun havde ventet på dette øjeblik. Hun stod rask op, gik til skabet, åbnede den, og hentede slagredskabet.

„Her er det, direktør,” sagde hun, ved at overrække spanskrøret til Hr. Jensby.

Bente var overrasket, så hun holdt op med at græde. Hvilket skolebestyreren og denne heks Madsen kaldte et spanskrøret, lignede heller en almindelig stok. Det var mørkt og temmelig tykt. Pigerne, der havde fået i den bare af skolebestyreren, havde fortalt, at skolebestyreren havde brugt et spanskrør af en anden slags end tynde og smidige spanskrør, men Bente havde ikke lagt mærke til de beretninger. Hun havde aldrig troet, at skolebestyreren ville slå på hendes numse, så var hun ikke nysgerrig, hvilket slagredskab Hr. Jensby brugte. Nu skulle hun føle det.

Skolebestyreren tog spanskrøret fra Fru Madsen.

„Mange tak,” sagde han.

Han greb spanskrøret stærkere, og vendte sig til Bente.

„Kom tættere ved mit skrivebord,” befalede han.

Bente trådte to skridt fremad, og standsede ved skolebestyrerens skrivebord, således at hendes kusse rørte den kølige træplade.

„Godt,” sagde Hr. Jensby. „Fru Madsen, vil De være venlig at tælle slagene?”

„Ja, direktør,” svarede Fru Madsen.

Det glæder dig, din gamle heks, tænkte Bente.

Hun hørte en hvislende lyd, og det første slag ramte hendes bare numse. Det sved meget, Bente skreg, og så over skulderen på skolebestyreren. Han var ligeglad med hendes skreg.

„Et!” forkyndte Fru Madsen.

Skolebestyreren hævede igen det stive spanskrør, og gav Bentes bare endebalder det næste slag.

”Ååååuv!” hylede Bente.

„To!” sagde Fru Madsens stemme.

Bente hørte igen den hvislende lyd, og følte en smerte.

”Ååååuv!” hylede hun.

”Tre!”

Hun ville flygte fremad, for at beskytte hendes stakkels numse af de næste slag, men skrivebordet spærrede hende.

„Fire!”

”Ååååuv!”

”Fem!”

”Uuuuh!”

”Seks!” talte Fru Madsen.

Tårerne strømmede fra Bentes øjne, endebalderne var utroligt ømme. Hun havde ikke vidst, at man således kunne slå på en pigenumse.

„Direktør, jeg beder Dem, jeg vil ikke klare det!” råbte hun hæst.

Skolebestyreren så på hende, uden at sige noget, og gav hende det næste slag.

„Syv!” forkyndte Fru Madsen.

„Aaaah!” skreg Bente.

Det næste slag ramte hendes ømme numse.

„Otte!” talte Fru Madsen.

„Ååååååuv!” skreg Bente, og lagde hendes højre hånd på numsen.

Hendes endebalder var ild varme.

„Vær venlig at tage hånden væk, Frøken Hækkerup!” befalede Hr. Jensby.

Bente adlød ikke. Hun stod der, ved at hyle og dække hendes stakkels balder med hånden.”

„Hvis du nu ikke tager hånden væk, Frøken Hækkerup, vil jeg forhøje din straf til atten slag,” advarede skolebestyreren.

Bente tog straks hånden væk. Det stive spanskrør landede igen på hendes endebalder.

„Ni!” forkyndte Fru Madsen med stor fornøjelse.

”Uuuuuuh!” hylede Bente.

Skolebestyreren blev ved med at slå på hendes numse.

„Ti!”

„Aaaaiiiiih!” hvinede Bente.

„Elleve!”

„Uuuuuuh!” skrålede Bente.

Bente syntes, at det var brændende jern, som ramte hendes stakkels numse. Der kom det sidste slag. Det var stærkere end de forrige slag. Bente syntes, at hun ville tisse af smerten.

”Tolv!”

”Uuu-huu-huuu...!”

Skolebestyreren sænkede det frygtelige spanskrør. Bente mærkede, at han så på hendes endebalder. Han overrakte spanskrøret til Fru Madsen.

„Vær venlig at gemme spanskrøret,” beordrede han.

Fru Madsen tog spanskrøret, og gik til skabet.

„Egentlig skulle det have været atten slag,” sagde hun.

„Vi har ikke skullet været så strenge,” svarede skolebestyreren. ”Pigen har opført sig jo meget rimeligt igennem årene.”

Bente stod stadig der med trusser ned, og græd. Hun følte hendes balder svulme under hænder.

„Du kan gå,” sagde Hr. Jensby til hende. „Glem ikke mere ekstratimer!”

Bente trak trusserne op, og sænkede nederdelen. Hun gik ud af skolebestyrerens kontor, uden at se på Fru Madsen. Hun gad hive hende i stykker.

Hun løb frem i skolegangen.

„Bente! Hej, Bente!” råbte en pigestemme.

Bente standsede. Det var Annette Jørgensen, hendes bedste veninde, der kaldte. Hun havde nu behov for en samtale med sin veninde.

„Bente, din stakkels pige!” råbte Annette. „Har det gjort meget ondt?”

Bente vendte sig, og ladede omfavne sig. Hun brast igen i gråd.

”Hvor mange slag har du fået?” spurgte Annette.

„Tolv,” svarede Bente grinende.

Annette strøg Bentes hår.

„Den gamle Jensby giver aldrig mindre end tolv slag til en pige,” sagde hun. ”Han er dog ikke så streng, som han beskrives. Man må være meget fræk, for at få mere end tolv slag i den bare numse.”

„Madsen har villet have, at jeg har atten slag,” sagde Bente, ved at sluge tårerne. „Heldigvis har den gamle Jensby besluttet anderledes.”

„Atten slag!” råbte Annette. „Hun er skør! For din uskyldighed! Skøge! Man siger, at hun gider være skolebestyrer!”

„Jensby går endnu ikke med pension,” svarede Bente. „Desuden er jeg ligeglad. Det er jo vores sidste år i denne skole.”

„Ja, da har du ret,” sagde Annette. „Kom til toilettet, vi vil helbrede din stakkels bagdel. Jeg har aldrig formodet, at en artig pige som dig vil få en røvfuld!”

”Jeg fortryder, at jeg har været en kysk og artig pige,” svarede Bente. „Jeg skulle have prøvet vin og drenge. Jeg skulle have skulket. Da ville jeg have fået en fortjent endefuld, ikke?”

„Er der en dreng i verdenen, du ville gerne gå i seng med?” spurgte Annette.

Bente tænkte på Flemming.

„Ja,” svarede hun.

„Så prøv at friste ham!” sagde Annette.

„Jeg synes, at jeg vil gøre det,” svarede Bente. „Jeg vil snart fylde atten, uden at jeg har set en mandlig pik!”

Annette så på hende. Bente rødmede, og brast i latter.

”Så læser du ingen erotiske tidsskrifter?” spurgte Annette.

„Jeg mener en sand mandlig pik!” svarede Bente.

De brast igen i latter.

Kapitel 3

Bente sad og kiggede på Flemming. Hendes hjerte bankede, og hun vidste ikke, hvad at sige. Hun havde ikke løjet til veninden, at hun havde villet forføre drengen, hun var hemmeligt forelsket i, men der var gået en uge forbi, inden hun fattede mod til at komme her. Han havde besluttet at besøge hendes elskede Flemming på Onsdag, fordi Fru Rasmussen, Flemmings mor, besøgte præsten i onsdags, for at drøfte kirkelige sager. Hun var en gudfrygtig kvinde og medlem af kirkerådet.

”Jeg er glad, at du er kommet,” sagde Flemming.

Bente smilede og rødmede. Hun skammede sig af hendes frække tanker. Hun gad se en mandlig pik og de hårede kugler derunder, men hun vidste ikke, hvad hun burde gøre for at nå dette.

”Hvad sker der hos dig?” spurgte Flemming.

”Der sker intet interessant hos mig,” svarede Bente smilende. ”Jeg går i skolen, jeg lærer, jeg hjælper til min mor med at rydde op og den slags...”

Hun mærkede, at Flemming stirrede på hende, og holdt op med at snakke. Flemming smilede, og lagde hånden på hendes knæ. Bente rødmede igen.

„Du er en fager pige!” sagde Flemming, ved at se i Bentes øjne. Bente rødmede for tredje gang denne dag.

De tav et længere øjeblik. Bente besluttede at holde samtalen.

„Jeg fik en endefuld for en uge siden,” sagde hun.

Flemming så overrasket på hende.

„Din mor smækkede din bagdel?” spurgte han nysgerrigt.

„Nej,” svarede Bente, ved at smile stadig. „Jeg fik en endefuld i skolen.”

Flemming ville tilsløre sin interesse i beretningen om endefuld, men det lykkedes næppe for ham.

„Hvorfor fik du smæk?” spurgte han.

„Jeg glemte, at det ville være en ekstratime i tysk, og denne heks Madsen sagde til vores skolebestyreren, at jeg havde skulket.”

„Hvad så?” spurgte Flemming.

Man hørte spændingen i hans stemme.

”Jeg måtte vise mig hos skolebestyreren, og jeg fik tolv slag med spanskrøret.”

„Fik du smæk i den bare ende?”

Bente nikkede.

„Selvfølgelig fik jeg i den bare numse,” svarede hun.

Flemming var stadig meget nysgerrig.

„Måtte du bøje dig eller stå?” spurgte han.

”I vores skole får piger smæk stående. Vores skolebestyrer, den gamle Jensby, bruger et stiv spanskrør. Derfor slår han ikke på en bøjet numse, synes jeg.”

„Gjorte det meget ondt?”

„Det er et tykt spanskrør, og det gør afsindig ondt.”

„Har du striber på din bagdel?”

”Jeg havde striber. Nu er de forsvundet.”

”Du har da fortalt, at der sker intet interessant hos dig,” sagde Flemming. ”Kan jeg se din bagdel?”

Bente følte sig afsindig varm. Hvis hun gad forføre denne dreng, havde hun nu en vidunderlig lejlighed. Hun havde at tage en beslutning. Hendes hjerte bankede som besat. Hun havde en tudse i struben.

Nu eller aldrig, tænkte hun.

„Ja,” sagde hun lavt.

Hun stod op, og klædte sin grøn kjole af, uden at se på Flemming. Hun hørte ham sukke højt. Hun ladede kjolen falde på gulvet, og klædte trusserne af. Hun følte sig, som om hun sprang igennem ild.

Hun tabte trusserne på gulvet, og så på Flemming. Han stod op, hans øjne flimrede liderligt. Han så på hendes numse.

„Du har ingen striber,” sagde han.

Bente følte hans hænder på hendes endebalder. En varm ildbølge oversvømmede hendes krop. Hun skammede sig ikke mere, hun begærede dette kærtegn.

„Ååååh, ååååh, ååååh...” sukkede hun højt.

Flemming blev ved med at kæle hendes endebalder. Bente lukkede øjnene. Det var et skønt øjeblik. Hun ville havde, at det varede så langt som muligt.

Døren knirkede. Nogen kom inden for Flemmings værelse.

”Hvad sker her?” skreg en kvindelig stemme.

Flemming trådte tilbage fra Bentes endebalder.

„Mor?” stammede han. „Hvad gør du her?”

Gud, der er kommet hans skøre mor, tænkte Bente. Jeg er uheldig!

„Præsten har fået en dringende meddelelse, så måtte han køre pludselig hjemmefra,” svarede Fru Rasmussen. „Hvad gør den unge dame her?”

Flemming stammede noget uforståeligt.

„Åh ja!” sagde Fru Rasmussen spottende. „Jeg kan jo se, hvad hun her gør! Hun viser dig hendes bare bagdel!

Bente vendte hovedet.

„Det er ikke, hvilket De formoder!” råbte hun.

Fru Rasmussen erkendte hende lige nu.

„Bente?” råbte hun overrasket.

Bente nikkede. Fru Rasmussen rystede på hovedet.

„Jeg har altid troet, at du er en kysk pige!” sagde hun. „Det er tydeligt, at jeg har haft uret. Du har skuffet mig meget, unge dame!”

Bente stod der. Hun var rød som en pæon. Flemmings mor blev ved med at holde prædiken.

„Jeg syntes for længe siden, at du gad forføre min søn, jeg så dig kigge på ham liderligt, men jeg troede det ikke. Nu ved jeg, at det ikke var i min forestilling!”

Bente skammede sig mere og mere. Hun kunne ikke nægte, da hun havde villet gå med Flemming i seng.

Fru Rasmussen gik til skabet i værelsets hjørne, og hentede et tykt spanskrør.

„Mor, hvad vil du gøre?” råbte Flemming.

Fru Rasmussen lukkede langsomt skabet, og smilede bredt.

„Jeg vil smække denne dames bagdel,” svarede hun. „Hun vil få at vide, at man ikke løber nøgen i en fremmed bolig. Kom her hen, min pige!”

Bente trådte to skridt fremad. Hun så på Fru Rasmussens spanskrør. Det var gul, og ikke mørkt, som Hr. Jensbys spanskrør, men det var ligeså tykt.

„Kom!” råbte Fru Rasmussen igen.

”Fru Rasmussen! Jeg har gjort ikke noget!” peb Bente.

”En hver liderlig pige siger så!” svarede Flemmings mor. ”Som sagt, har du skuffet mig meget. Kom!”

Bente så på Flemming. Drengen stod ved siden af stedet, hvor han havde nusset med hendes endebalder for fem minutter siden. Det var tydeligt, at han ikke vidste, hvad han burde gøre. Han havde et særligt ansigtsudtryk, som ladede Bente formode, at han ubevidst gad se hende få en endefuld.

„Mor, jeg beder dig...” sagde han.

Det lød ikke meget bedende. Bente huskede nu, hvor uddybende han spurgte om enkeltheder af samtalen på Jensbys kontoret. Hun forstod, at mænd nød at se pigen få en røvfuld.

„Kom, min pige!” sagde Fru Rasmussen igen. „Jeg vil ikke slå dig ihjel! Jeg vil nu give dig tolv slag med spanskrøret, og jeg vil glemme sagen!”

Hun bøjede spanskrøret. Det var tykt, men smidigt. Bente brast i gråd. Hvorfor vil man igen straffe hende for forseelsen, hun ikke havde begået?

„Nej, min pige!” sagde Fru Rasmussen grinende. „Du vil grine, når jeg ville have smækket din bagdel!”

Bente fik en idé. Denne dumme kælling er jo ikke min skolebestyrer. Jeg klæder mig på, og går ud, tænkte hun.

„Jeg vil ikke lægge min bagdel til en endefuld af dem!” sagde hun. „De har ikke lov til at smække mig! Jeg går!

Hun bøjede sig, for at samle trusserne op fra gulvet.

”Du går ingensteds, inden du får i den bare ende!” sagde Fru Rasmussen.

Bente rettede sig.

„Vil De tvinge mig? Jeg vil anklage Dem for vold!”

Fru Rasmussen smilede.

„Hvis du nu går, vil jeg overtale din skolebestyrer, Hr. Jensby, at bortvise dig fra skolen. Jeg ved, at du vil studere. Hvis du bortvises fra skolen, kan du da vel droppe dine drømme om universitetet. Desuden ville dine forældre være ked af, at de har øst så mange penge ud for din skole!”

Bente tav. Hun var ganske overrasket. Fru Rasmussen havde et ansigtsudtryk som den sejrende hærfører.

„Hvad beslutter du nu, min pige?” spurgt hun.

„Jeg har gjort ikke noget!” råbte Bente, og brast igen i gråd.

Fru Rasmussens fnøs forarget.

„Nok med det!” sagde hun. „Vil du få tolv slag eller mere?”

Bente huskede skolebestyrerens advarsel. Hun kom hurtigt ved skabet.

„En dygtig pige!” spottede Fru Rasmussen.

Hun gik omkring Bente, og standsede ved siden. Bente kiggede over skulderen. Fru Rasmussen hævede spanskrøret, og begyndte at give Bentes endebalder sviende slag. Bente følte smerten, og begyndte at skrige.

„Et, to, tre...” talte heksen.

Det sved mere end endefulden på skolebestyrerens kontor. Fru Rasmussen slog stærkere end skolebestyreren, spanskrøret bed sig i huden.

„Fire, fem, seks...”

Bente hvinede og skreg, tårerne sprøjtede fra hendes øjne.

„Syv, otte, ni...”

Hun mærkede Flemmings blik. Han stirrede på hendes ansigt. Han ynkede hende, men samtidig så nysgerrigt på det hele billede. Hans søde mor gav ham uforventet, hvilket han altid havde villet se...

„Ti, elleve, tolv!”

Fru Rasmussen pegede med spanskrøret Bentes kjole og trusser.

”Klæd dig på og gå væk!” befalede hun.

Bente samlede hendes kjole og trusser op fra gulvet, og flygtede ud fra Flemmings værelse. Hun gad ikke mere se denne dumme dreng.

”Gud, hun vil klæde sig foran mit hus!” hylede Fru Rasmussen. „Hvad vil folk nu tænke om os?”

Din forbandede skinhellige heks, tænkte Bente, ved at løbe ud fra naboens villa. Hun standsede på indkørslen, og trak kjolen hurtigt på hendes nøgne krop. Hun ville klæde trusserne også på, men endebalderne sved for meget. Hun smed trusserne på jorden ved livhegnet, og gik ud på gaden.

Hun gik langsomt hjem. Heldigvis var forældre ikke hjemme, så de ikke ville stille vanskelige spørgsmål. Hun måtte vaske ansigtet og helbrede numsen.

„Frøken, er der sket noget forkert?” spurgte en mandlig stemme.

Bente skreg. Det var en politibetjent, en høj velskabt mand. Han stod der, og så opmærksomt på hende.

„Er der sket noget forkert?” spurgte politibetjenten igen.

„Nej, nej...” stammede Bente.

Politibetjenten så stadig på hende. Han havde blå øjne.

„Nej? De har grædt, synes jeg?” sagde hun.

Bente tvang sig til at smile.

”Nej, det er ikke noget...” sagde hun.

Hun løb væk. Hun gad ikke fortælle til denne politibetjent, at denne heks havde smækket hendes numse. Han ville blot have grinet eller ville også have gidet slå på hendes numse. Hun vidste allerede, at mænd nød at se røde pigenumser.

Døren af deres hus var lukket. Forældrene var endnu ikke kommet tilbage. Bente tog nøgler fra hendes kjoles lomme. Hun gav et dybt suk af lettelse fra sig. Heldigvis havde hun ikke tabt nøglerne hos denne heks Rasmussen. Havde hun tabt nøglerne, ville hun have haft at gå tilbage der hen og kigge igen i ansigtet af den gudfrygtige Fru Rasmussen. Hun ville da have kastet op.

Hun åbnede døren, og kom indenfor i huset.

Kapitel 4

Hun havde fundet en stor spand i kælderen. Hun havde fyldt den med kold vand, hun havde sat sig på spanden. Hun havde dyppet numsen i kold vand. Hun havde straks følt en stor lettelse. Vanden afkølede vidunderligt hendes sviende numse.

Hun sad således for fem minutter siden. I hånden holdt hun sin mobiltelefon Nokia. Hvis hun ikke svarede telefoner, kunne hendes forældre da mistænke noget. De ville komme tilbage og finde hende dyppende numsen i kold vand. Selvfølgelig kunne hun ikke tillade dette. Skulle hun fortælle til forældrene, at hun havde gidet forføre en dreng, og at hans mor havde slået på hendes numse? Det brød hun sig ikke om.

Telefonen ringede. Bente hoppede på spanden. Annette, stod der på skærmen. Bente trykkede knappen med billedet af en høretelefon, og satte telefonen til øret.

„Hej, Annette!” råbte hun.

„Bente?” hørte hun Annettes stemme. „Hvor er du? Din almindelige telefon svarer ikke. Løber du i byen?”

„Nej! Jeg sidder i vores kælder.”

„Rydder du op?”

„Nej...”

„Så hvad gør du der?” blev Annette ved med at spørge.

„Jeg dypper min numse i kold vand, da jeg igen har fået en endefuld.”

„Hvad siger du? Den gamle Jensby har igen slået på din bagdel? Hvornår er det sket? Jeg ved intet!

”Nej, det var ikke den gamle Jensby, der smækkede min bagdel. Jeg fik jo fortalt til dig, at jeg holdt af Flemming Rasmussen, ikke?

„Ja,” bekræftede Annette.

„Jeg gik i dag til ham, når hans søde mor ikke var hjemme. Jeg ville friste ham, men denne gamle skinhellige tøjte kom tidligere tilbage, og tog mig på fersk gerning, når jeg var nøgen.”

”Jo,” sagde Annette. ”Jeg forstår, hvad der er sket, men dette kvindemenneske Rasmussen er jo ikke vores skol, så hun ikke har lov til at smække dig?”

”Hun har da truet, at hun ville overtale vores gamle Jensby til at bortvise mig fra skolen. Hvad kunne jeg have gjort?”

Annette gav et langt suk fra sig.

”Du er uheldig!” sagde hun. ”Du har fået smæk to gange for din uskyldighed! Hvis bare du var nået at gå med din Flemming i seng, ville det jo have været umagen værd at få en endefuld...”

„Jeg vil ikke høre dette navn! Han forsvarede mig helt ikke. Jeg havde et indtryk, at han nød at se mig få en røvfuld!” skreg Bente.

„Jeg tror, at du misfortolker hans opførsel. Hvis man har en sådan dum mor, kan man da ikke gøre meget,” svarede Annette.

„Måske har du ret,” sagde Bente, ”men jeg vil ikke mere kende fyre med fornavn Flemming. Den ene smækkede min numse, den anden forsvarede mig ikke, da jeg fik en endefuld. Når jeg ville været gået på universitet, vil jeg gå med drenge i seng, men drenge med fornavn Flemming vil udelukkes!”

„Jeg forstår dig da godt,” svarede Annette fnisende. „Helbred nu din stakkels lille numse, og hav det godt!”

„Mange tak, min veninde. Vi ses i morgen i skolen!”

„Vi ses!”

Bente trykkede knappen med billedet af en rød høretelefon og smilede. Samtalen med hendes bedste veninde havde trøstet hende. Numsen sved ikke mere så meget. Jeg vil sidde endnu ti minutter her, besluttede hun.

Hun lukkede øjnene, og begyndte at drømme om drenge fra universitetet.

ENDE-fuld

Tilbage